Forside Indhold og distribution Biograf

Nordisk Film overtager Viborg-biograf

-

Efter 38 år sælger ægtepar deres livsværk Fotorama til Nordisk Film.

Siden 1980 har ægteparret Bente og Bent Paulsen drevet biograf i Viborg. Fra 1980 til 2002 i Sct. Mathias Gade, og efterfølgende i den nuværende Fotorama på Tingvej.

Biografen hører, med sine fem sale, moderne teknik og velholdte faciliteter til blandt de bedste biografer i Danmark. Nu har parret besluttet at sælge deres livsværk til Nordisk Film, som i forvejen ejer 22 biografer over hele landet.

“Vi har gjort, hvad vi kunne for at Fotorama er med i forreste række. Vi har mange trofaste gæster både fra Viborg og fra byens opland, og det har været vigtigt for os at finde en køber, som vi er overbeviste om kan sikre biografens drift fremadrettet – ikke mindst for Viborg skyld. I Nordisk Film findes både den rette viden og midlerne, til at imødegå de fremtidige udfordringer og nye investeringer der måtte komme, så Viborgs biograf også fremtidigt vil være i front”, fortæller ægteparret.

 

Nordisk Film er klar til at føre biografen videre

Hos Nordisk Film Biografer, som står bag den største biografkæde i Danmark, er direktør Casper Bonavent fuld af beundring for den kæmpeindsats, Bente og Bent Paulsen i snart 40 år har lagt for at give viborgenserne den bedst mulige biografoplevelse.

“Vi er meget stolte over, at Bente og Bent har valgt at sælge deres livsværk til os i Nordisk Film Biografer. Det er en stor tillidserklæring. Fotorama er en meget veldrevet og moderne biograf, der er et markant bidrag til områdets kulturliv. Vi vil gå ydmygt til opgaven med at føre biografen videre i samme ånd, som Bente og Bent, og vi vil sørge for, at biografen bliver ved med at fremstå attraktiv og nyskabende for de mange gæster”, siger Casper Bonavent.

Nordisk Film overtager Fotorama per 1. januar 2019.

 

 

Annonce