Forside * Featured

Googles spilstreaming-tjeneste hedder Stadia

-

Nu går Google for alvor ind på spilmarkedet med en ny streamingtjeneste, Stadia.

Rygterne om tjenesten har huseret længe, inklusive spekulationer om controllere, du vil kunne tage med dig til forskellige steder, hvor tjenesten bruges. Google har også i en periode kørt en betatest af tjenesten under navnet Project Stream.

Annonce:

Stadia, hvis navn formentlig skal forstås som ”stadium”/stadion i flertal, er blevet annonceret på Game Developers Conference i San Francisco tirsdag formiddag lokal tid. Idéen er, at Google vil anvende firmaets viden og teknologi indenfor kompressionsalgoritmer og netværkstrafik, samt deres globale cloud-infrastruktur til at skabe en tjeneste med mere kapacitet og stabilitet end konkurrenterne.

Modsat de nuværende spil-streamingtjenester ser det ikke ud som om, tjenesten kræver dedikeret hardware eller computere med bestemte specifikationer. Fordi hele processeringen af spillets visuelle del sker i skyen, består Googles udfordring reelt i at sende et videosignal til brugerne uden latency og lag, sådan at der ikke er nogen forsinkelse fra brugeren trykker på en knap og til der sker noget på skærmen.

Op til 8K i fremtiden

Det forventer Google at kunne gøre på tværs af såvel smartphones og tablets som PC’er og Macs, selv om disse ikke deler styresystemer. Derfor ser det også ud som om, den ”uafhængige” controller, der tidligere er gået rygter om, kommer på markedet. Den blev kort vist frem under præsentationen, og du kan se et billede af den herunder.

I princippet er der tale om en slags videostreaming, der ikke er ret meget anderledes end Netflix, men hvor forsinkelsen blot er minimeret til en umærkelig grad. Derfor regner Google også med at kunne levere 4K-opløsning, HDR og 60fps frame rate til at begynde med. På sigt regner Google dog med at komme op på 8K-opløsning og 120 fps.

Som nogle måske allerede har regnet ud, er det Googles Chrome-browser, der er den fælles ramme for alle platformene og hvori spillene afvikles. Sådan har det i hvert fald været under beta-testen, hvor det nye ’Assassin’s Creed: Odyssey’-spil blandt andet var på menuen. I følge flere medier og brugere på sociale medier fungerer det generelt ret godt og uden problemer.

De erfaringer, som Google gør sig på spilfronten vil naturligvis også kunne bruges til deres videostreaming på YouTube og Google Play Video. Rent strategisk har Google således kunnet dedikere flere midler til udviklingen af teknologien, fordi den dækker to potentielle indkomstområder.

Speciel AMD-GPU

Google har således også udviklet en ny GPU til deres datacenter-servere sammen med AMD, der kan håndtere hele 10,7 teraflops, hvilket er over dobbelt så meget som GPU’en i en PS4 Pro. På brugersiden kommer det til at være sådan, at du f.eks. kan se en trailer for et spil på YouTube og så klikke på en ”Play Now”-knap, der så sætter spillet igang.

På den måde håber Google i øvrigt også at kunne tage markedsandele fra Amazon-ejede Twitch, for ligesom på sidstnævnte platform Stadia kunne broadcaste dine streamede spil til resten af nettet, inklusive en livestream fra dit webcam. Det skal naturligvis alt sammen foregå på YouTube.

Stadia får dog hård konkurrence fra mere tech-giganter, der i forvejen har spilerfaring, såsom Microsoft, der er på vej med xCloud-streamingtjenesten. Amazon vil formentlig også benytte deres globale serverinfrastruktur til noget lignende, og Valve er efter sigende ved at opgradere deres Steam-tjeneste til at kunne fungere på tværs af flere platforme.

I skrivende stund er der ingen detaljer om hvor, hvornår og til hvilken pris, Stadia bliver lanceret, kun at et af de første spil bliver ’Doom Eternal’. Men du hører om det her, så snart vi ved noget.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.