Forside * Nyheder

Google bekræfter spionfotos: Her er Pixel 4

-

Google har netop afsløret, hvordan Pixel 4 kommer til at se ud.

I hvert fald bagsiden af den. Og det var ikke engang et uheld, selv om vi endnu ikke ved, hvornår tech-gigantens flagskibstelefon kommer på markedet. Tværtimod har Google afsløret billederne helt med vilje og i fuld offentlighed på Twitter.

Annonce:

”Der synes at være noget interesse, så værs’go. Vent til I ser, hvad den kan”, lyder teksten, der akkompagnerer et billede af Pixel 4’s bagside. Og så er tech-observatører på sociale medier og nettets øvrige platforme naturligvis gået helt amok i spekulationer.

Googles Pixel-serie har jo som de fleste, faste Recordere-læsere vil vide, udmærket sig primært ved dels at have adgang til Googles nyeste mobilteknologier før alle andre Android-smartphones, og dels ved at have nogle af de bedste kameraer, der kan opdrives i smartphones.

Det er netop det sidste, der spekuleres om, efter Google har løftet sløret for Pixel 4s bagside. Der er nemlig et kvadrat i venstre hjørne, sådan som mange også forventer, der kommer på den næste iPhone. Kvadratet skal gemme på adskillige kameraer, og det er nyt.

Indtil videre har Google nemlig ikke villet hoppe med på multi-kamerabølgen, der startede med to kameraer, og hvor vi siden har set smartphones med 4-5 kameraer på bagsiden. Google har i stedet forladt sig på deres software til at udføre opgaver som at skabe bokeh i baggrunden.

Ligner tidligere renderinger

Men nu kan det altså være, at Google også putter flere kameraer i deres topmodel. Et bud kunne for eksempel være, at de gør som andre producenter og putter et telefoto-kamera i Pixel 4, så der kan skabes optisk zoom. Lige præcis zoom er svært at opnå uden kvalitetstab uden optikkens hjælp.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen fingeraftrykslæser på bagsiden. Det indikerer, at Google formentlig går efter en læser i skærmen i stedet, hvis de da ikke gør som Apple og helt dropper den.

Når Google vælger at vise Pixel 4 frem på denne måde, er det også fordi en af nettets lækagemestre, Steve Hemmerstoffer (også kendt som @OnLeaks) kunne afsløre nogle ubekræftede renderinger (herunder) af Pixel 4 for to dage siden.

Men disse billeder er altså ikke helt så bekræftede længere, for de matcher med det billede, Google har afsløret idag. Googles underdrevne tweet-tekst antyder da også, at den er god nok. Det er ikke helt til at se, hvad Google gør i forhold til kamerahak m.m., men på @Onleaks-billederne ser der ud til at være et højttaler-hul i toppen.

Hvis Google gør som de plejer, skal vi regne med at se Pixel 4 på gaden i oktober. Om den kommer officielt til Danmark i år er langt fra sikkert, men eftersom Google er begyndt at sende mere og mere hardware ud på det danske marked, kan det ikke udelukkes. Og ellers kan Pixel 4 formentlig og vanen tro købes som parallelimport i en del danske netbutikker.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.