Forside Nyheder

Microsoft holder Surface-event 2. oktober

-

Sommeren går på hæld, og det betyder at invitationerne til efterårets presse-events i tech-verdenen er begyndt at rulle ud.

Det gælder også for Microsoft, hvis hardware-præsentationer (der ikke har noget med Xbox at gøre) primært finder sted i starten af oktober. Og sådan ser det også ud til at blive i år, hvis man skal tro de invitationer, virksomheden netop har sendt ud.

Annonce:

Her bliver pressen bedt om at sætte kryds i kalenderen 2. oktober for en Microsoft-event. Det er sjovt nok præcis den samme dato, som firmaet holdt deres efterårsevent på sidste år. Som så ofte før foregår det i New York.

Ud over et kunstnerisk modificeret Microsoft-logo af den type, der pryder bagsiden af de forskellige Surface-tablets og -laptops, er der ikke ret meget, man kan udlede af selve invitationens grafik. Der er ikke, som f.eks. når Apple inviterer, et hint til den hovednyhed, der vil blive præsenteret.

Det betyder, at vi er overladt til velinformerede spekulationer om, hvad Microsoft vil præsentere, samt de rygter, der er gået forud. Vi ved f.eks. at der gerne kommer en opdateret version af Surface Pro til disse events, og det ville i givet fald være Surface Pro 7.

Surface med dobbeltskærm?

Ved sidste års event præsenterede Microsoft bl.a. Surface Pro 6. Der kom kun små opdateringer og logiske opgraderinger af CPU m.m. til Surface Pro ved den lejlighed, rent designmæssigt lignede den populære produktivitets-tablet sig selv.

I forbindelse med sidste års event skrev den altid velinformerede Mary Jo Foley på ZDNet, at hendes kilder sagde, der var et ”gennemgribende” redesign på vej til Surface Pro. Det kom ikke sidste år, så måske kommer det i år i stedet?

The Verge skrev i juni om en prototype, som Microsoft var begyndt at vise frem til visse medarbejdere. Her var der tale om en Surface med dobbeltskærm á la de alternative laptops, der nu kan findes på markedet. I det hele taget er der en trend lige nu med flere skærme, så det kan være Microsoft kommer med et indspark i den forbindelse.

Endelig har der gået rygter om en ”lomme-Surface”, lige siden Microsoft meget brat droppede at præsentere en mindre Surface for verden. Men det er meget lidt sandsynligt, at en sådan dukker op 2. oktober. Det er mere sandsynligt at vi også ser f.eks. en Surface Laptop 3 med opdateret indmad og USB-C-port til opladning. Surface Laptop 2 blev blandt andet kritiseret for at have en proprietær Microsoft-port til strøm.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.