Forside * Featured

Så blev Apple også ramt af Trumps handelskrig med Kina

-

Det er ikke kun Huawei, der har problemer med Donald Trump og hans ekstratold på kinesiske varer.

Nu er Apple også blevet ramt af storpolitikken. Det er dog i væsentligt mindre grad, og formentlig ikke på en måde, der kommer til at kunne mærkes for danske Apple-fans. Med mindre disse går og overvejer at bruge rigtig mange penge på en ny computer.

Det er nemlig kun den professionelle Mac Pro-computer, der er blevet ramt af de ekstra toldsatser. Eller rettere, komponenter til den. Helt præcist fem ud 15 komponenter til maskinen, som kommer fra Kina. De øvrige ti har Apple allerede sikret sig en undtagelse for.

Annonce:

Men, som Bloomberg skriver, så har den amerikanske, føderale handelsmyndighed sagt nej til at undtage fem komponenter, inklusive de hjul, som den professionelle maskine har siddende under sig. Disse fem komponenter bliver derved 25% dyrere at sætte i Mac Pro.

Det er endnu uvist, om Apple sender regningen videre til kunderne, eller om de vælger at sluge den ekstra omkostning. På den ene side gør det måske ikke så meget, hvis man alligevel bruger over 40.000 kroner på en computer, at man betaler lidt ekstra for nogle enkelte komponenter. På dan anden side kan Apple godt lide at have nogenlunde faste priser.

Når Apple bliver ramt af handelskrigen med Kina, handler det naturligvis om at de både får samlet produkter og produceret komponenter i riget i midten. Apples Tim Cook har derfor mødtes ofte med præsident Trump for at prøve at få undtagelser hjem for Apple-produkterne.

 

Kamera på iPhone 11 Pro Max (foto: recordere.dk)

Trump reddede måske iPhone

Det lader til at have virket for nogle af komponenterne, som nævnt ovenfor. Mac Pro bliver imidlertid samlet i Austin i Texas, så selve computeren skal ikke importeres fra Kina. Det skal derimod de nye iPhones for eksempel.

Fordi disse bliver samlet i Kina og derefter importeret til USA (eller de andre lande, de sælges i) kan Trump-administrationen i princippet lægge den samme ekstratold på dem, som der lægges på kinesiske produkter.

Trump bekendtgjorde to uger før iPhone 11 og 11 Pro kom på gaden, at han ville udsætte den seneste runde af straftold-pålæggelser… i to uger. Trump sagde, at det var for at vise ”gode hensigter” overfor Kina, men datoen flugtede mistænkeligt meget med iPhonens lanceringsdato.

Det passede lige med, at Apple kunne få et læs iPhones leveret til USA, før straftolden satte ind. Så noget har de mange møder mellem Tim Cook og præsidenten nok hjulpet. De fleste andre, amerikanske producenter af forbrugerelektronik får dog også lavet ting i Kina, og det er uvist, hvor hårdt disse er blevet ramt, eller om der også er tale om undtagelser der.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.