Forside * Nyheder

Facebooks F8 aflyst på grund af COVID-19 – bliver GDC det næste offer?

-

Nyhederne om bl.a. Oculus-produkternes fremtid bliver ikke præsenteret ved F8 i år.

Årets nyheder om Facebook, Instagram og WhatsApp, samt forbrugerelektronik-produkter som smartskærmen Portal og Oculus-headsettene, bliver ikke præsenteret som de plejer her i 2020. Facebook har valgt at aflyse deres årlige udviklerkonference, F8.

Konferencen, der ellers skulle have fundet sted i San José til maj, er blevet ramt af COVID-19-virussen, akkurat som MWC blev det tidligere på måneden. I stedet vil Facebook holde sig til at arrangere nogle lokale events og annoncere nyhederne via live-streaming på nettet.

Annonce:

Facebook har også annonceret, at de vil donere 500.000 dollar til en organisation, der arbejder på at gøre tech-industrien mere mangfoldig og til lokale organisationer i San José. Dette er formentlig som et plaster på såret for de indtægter, det lokale butiks- og restaurantmiljø går glip af, nu hvor der ikke kommer udviklere fra hele verden til San José i de dage.

Cisco-konference også aflyst

En talsmand fra Facebook siger, at det var en svær beslutning, men at firmaet valgte at prioritere medarbejdernes og partnernes helbredsmæssige sikkerhed, og at det ikke føltes ”rigtigt” at holde konferencen uden de internationale partnere, der muligvis ville blive afskåret fra at deltage.

F8 er naturligvis ikke den første tech-konference, som COVID-19 har fået bugt med. Tidligere på måneden måtte GSM Association som nævnt aflyse MWC, fordi stort set alle de store firmaer – med undtagelse af Huawei – trak sig ud af messen.

Siden har adskillige firmaer trukket sig ud af andre konferencer og tech-messer, og disse har hængt i en tynd tråd. Nogle hænger der stadig. I morgen begynder den store IT-sikkerhedsmesse RSA, som arrangørerne har valgt at fortsætte med, selv om IBM og de to store, amerikanske teleselskaber AT&T og Verizon har trukket sig fra messen.

Cisco skulle have afholdt en konference i Australien, Cisco Live Melbourne, i begyndelsen af marts, men den har netværksgiganten nu også valgt at aflyse på grund af COVID-19. Og for at det ikke skal være løgn er F8 den anden begivenhed, som Facebook har måttet aflyse. Tidligere på ugen blev det meddelt, at en stor marketing-konference for Facebook-annoncører i næste måned heller ikke bliver til noget.

GDC og Google I/O i fare?

Det store spørgsmål er nu, hvilke andre konferencer og messer, der er i fare. F8 er formentlig blevet aflyst, fordi det første, lokalt opståede tilfælde af COVID-19 er dukket op kun et par timers kørsel fra San José, i nærheden af Californiens hovedstad, Sacramento. Det lægger nok en dæmper på lysten til at rejse dertil for mange deltagere.

Af samme grund overvejer folkene bag årets største gaming-begivenhed, Game Developers Conference (GDC) formentlig at aflyse lige nu. Konferencen er sat til at løbe af stablen i San Francisco fra 16-20. marts. Eftersom San Francisco er i nogenlunde samme afstand til Sacramento som San José er, er risikoen den samme – men der er kun tre uger til GDC starter.

Af samme grund har adskillige af de store gaming-firmaer trukket sig fra konferencen over de sidste par dage. Det gælder for eksempel delegationer fra de to største brands i konsolverdenen, Microsoft og Sony. Blandt de spilstudier og software-firmaer, der har trukket sig, finder man mange af de største navne: Electronic Arts, Epic, Kojima Productions og Unity.

Facebook skulle også have været der med deres Oculus-produkter, men har også trukket sig fra GDC. Det store spørgsmål er derfor, om GDC også bliver aflyst. Indtil videre siger arrangørerne, at de fortsætter, men sådan som COVID-19 udvikler sig, kan det hurtigt ændre sig.

Det er også værd at notere sig, at Googles store udviklerkonference, I/O, er sat til at løbe af stablen 12-14. maj. Det er kun en uge efter den nu aflyste F8-konference, og i det samme område i Silicon Valley. Google har dog ikke meldt noget ud i den forbindelse endnu.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.