Forside Produkter Connected Home

MINI-TEST: Sonos Port – Farvel Connect, nu jeg er klar til S2

-

Jeg er en af dem som har været med i Sonos økosystemet siden mine to første enheder hed ZP80 (Connect) og ZP100 (Amp), og de kører stadig, men holder mit Sonos Setup nede, når Sonos snart kommer med nye produkter. Derfor har jeg valgt at opgradere, og har derfor testet Sonos Port, der skal erstatte min Sonos Connect.

Det er mere end 13 år siden jeg købte mit første Sonos, og det var en ZP80 som jeg kunne tilkoble min receiver, og en ZP100 med indbygget forstærker som jeg kunne tilslutte højttalere til. Begge enheder har fået opdateringer indtil nu, og har været trofaste driftsstabile venner i mit efterhånden ret omfattende Sonos setup. Men her i vinter fik jeg en efterhånden meget omtalt mail fra Sonos, der fortalte at mit ældste udstyr holdt resten af mit Sonos system nede fra maj, når Sonos adskiller deres nyere og ældre enheder i S1 og S2 setup. Du kan læse meget mere om hvad det betyder praktisk i denne artikel.

Men nu skal det være. Jeg har allerede den nye AMP og den kommer til at erstatte min ZP100 som har musikken i køkkenet, og den har vi allerede anmeldt. Men selvom Sonos Port har været på markedet noget tid, har vi aldrig fået den anmeldt, men det skal vi så råde bod på her. Her kan du læse alt hvad vi synes om Sonos Port, der bruges i forbindelse med en forstærker eller receiver.

Annonce:

 

Udpakning og installation

Sonos Port kommer i en lille kasse, der udover selve enheden indeholder en lille ekstern strømforsyning og et stereo-phono kabel. Designet minder meget om den større Sonos Amp, dog uden play-knapper til at betjene enheden. Alene forskellen på størrelsen gør den meget lettere at gemme væk i forhold til den gamle Connect, og er man home-builder så passer Sonos Port perfekt i et 1U rack, hvor man kan have hele 3 Sonos Port for hver 1U række man har i sit rack. Oven i det, har Sonos også sikret at man kan sætte flere Sonos Ports oven på hinanden uden varmeproblemer, fordi der ikke er intern strømforsyning.

 

Bagsiden på Port og Connect

Kassen er sort, og på forsiden er der den efterhånden velkendte Sonos diode, der med forskellige farver viser om den er klar eller skal parres som ny enhed til anlægget.

 

Bagsiden af Sonos Port

På bagsiden finder man analoge ind- og udgange som phono-stik, og så er der er et digitalt coax-stik som kan forbindes til din forstærker. Væk er fiber, der var på tidligere Connect modeller.

Den analoge indgang kan f.eks. bruges til en pladespiller (med pre-amp) eller CD afspiller, hvis man gerne vil have mulighed for at tilslutte det til sit Sonos system. Der er også en 12V tigger, som gør at man med den rigtige forstærker kan tænde for forstærkeren, hvis den understøtter det.

På bagsiden finder man også to 10/100 Mbps ethernet porte og så den velkendte Sonos pair knap.

Tilslutningen til systemet er ganske let. Når Sonos Port er klar til at blive tilsluttet blinker dioden på forsiden grøn, og så er det bare at gå ind i sin Sonos app på sin smartphone eller computer, og tilslutte den til sit Sonos system. Hvis det er første enhed man køber, så skal man registrere sig hos Sonos og så navngive enheden.

Installationen er som vi kender det – Hurtig, enkel og så er man i gang. Eller næsten igang, for der var naturligvis en software opdatering til den nye enhed.

 

Der er stor forskel på størrelsen på Connect og Port

Hvordan lyder og yder den?

Jeg har tilsluttet Sonos Port til min Pioneer VSX-1131 surround-receiver, hvor den så skal erstatte ZP80, der har tjent mig godt, og jeg kunne bruge de samme ethernet og det digitale Coax kabel som jeg havde, og havde Sonos dog bare smidt en intern strømforsyning i, havde jeg også kunne bruge det strømkabel jeg allerede havde trukket.

Ydelsen er lige så god som de andre Sonos enheder, og så får man jo AirPlay 2 med i prisen på 3.399,-, og så skal man huske på at Sonos Port har fået det nyeste interne chipset, som gør at den er fremtidssikret i Sonos fremtidige S2 økosystem, når vi engang finder ud af hvad det indeholder.

Sonos tilbyder at man kan styre lydstyrken på Port via sin Sonos App, men jeg har valgt at bruge “direkte” mode mellem receiver og Sonos Port, fordi jeg når jeg spiller på min forstærker gerne vil have ren lyd igennem, og så lade min receiver styre lydstyrken, ligesom det er min forstærkers DAC der bestemmer hvordan den skal lyde.

Og lyden lader jeg også være uberørt af den Equalizer som Sonos har indbygget i sin soft- og hardware. Og så er det at jeg blot kan konstatere at den lyder godt i samspil med min receiver, og at den spiller præcis det samme musik som ZP80 gjorde. Det jeg så håber på er at Sonos med S2 økosystemet skruer op for bitrate på de FLAC filer som de stadig ikke understøtter. Jeg har flere albums som venter på lidt Sonos kærlighed på den konto.

Når det er sagt, mærker jeg en ydelsesforskel på FLAC. Det lyder renere, og det kan skyldes at den nye Sonos Port har fået en 10 decibel forbedring i signal-to-Noise (SNR) ratio.

Men Sonos Port yder som man kan forvente af en Sonos enhed i 2020, og med det, så kan jeg fortsætte hele mit setup i Sonos S2 univers fra i år.

 

Konklusion

Skal du have en god streamer til din forstærker / reciever, så er Sonos Port et godt valg, især hvis du har Sonos i forvejen, men prisen på 3.399,- er til den stejle ende, hvis man ser på hvad det egentlig er man får. Men vælger du at opdatere fra en Connect, så får du lige nu 30% i rabat, og så er prisen 2.380,-, og så er prisen faktisk ikke så slem.

Men for mig var valget naturligt. Jeg har Sonos over alt, og selvom prisen er høj, så har min nuværende Sonos Connect overlevet i over 13 år, og kan Sonos Port gøre det samme, så er prisen ikke så slem, som den umiddelbart ser ud. I samme periode har jeg haft mindst 7 forskellige TV, tre forskellige recievere og et utal blu-ray og DVD afspillere. Det eneste der har overlevet i samme periode er mine Sony SS-LA500ED satelitter og den tilhørende centerhøjttaler og Subwoofer.

Så har du allerede en dyr forstærker og alt det andet HiFi udstyr du har brug for men gerne vil have Sonos Internet Radio, Podcasts og musiktjenester samt AirPlay 2, så er Sonos Port klart et kig værd. Det er ihverfald en enhed som vi kun kan anbefale til Sonos brugere, der gerne vil have Sonos overalt, også til deres high-end forstærker eller receiver.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.