Forside * Nyheder

USB 4 leverer video i op til 16K ved 60Hz

-

Integrationen mellem DisplayPort og USB bliver stadig tættere, og nu er det blevet officielt, at DisplayPort 2.0 understøttes af den kommende USB 4.0-standard.

Nu skal vi snart til at vænne os til en ny USB-standard igen. Nej, ikke i form af et nyt stik-format i stedet for USB-C (ikke endnu, i hvert fald), men snart vil USB 3.2 blive til USB 4.0, og vi skal til at være opmærksomme på, hvor mange 4.0-porte, der er på laptops, når vi køber dem, og om vores nye kabler er kompatible med mere.

Annonce:

Men det ser umiddelbart ud som om, det bliver besværet værd. Med version 4.0 fortsætter USB-standarden nemlig med at æde sig ind i skærmkabel-markedet og give f.eks. HDMI seriøs konkurrence.

Det vil nok tage lang tid, før USB ligefrem erstatter HDMI på tv-skærme, hvis det nogensinde sker. Der er som bekendt en del politik i copyright-beskyttelse og standarder i forhold til fjernbetjening af forbundne enheder, når det gælder HDMI, så de mere underholdningsbaserede enheder vil nok være HDMI-baserede i nogen tid endnu.

Men når det gælder monitorer til computerbrug, kommer USB 4.0 til at gøre en forskel. Standardorganisationen Video Electronics Standards Association, bedre kendt som VESA, har netop offentliggjort, hvordan deres DisplayPort-standard kommer til at arbejde sammen med USB 4.0.

Ikke kun til skærme

Gennem hvad VESA kalder DisplayPort Alternative Mode v2.0 bil USB 4.0 kunne levere videodata med op til ca. 80 Gbps via de fire ”højhastighedsbaner”, som standarden tillader. Skal der leveres normale data ved siden af, kan videodata i stedet sættes til at blive overført med ca. 40 Gbps.

Det betyder ifølge VESA, at du med et almindeligt USB-C-kabel, der overholder 4.0-standarden, uden problemer kan smide ukomprimeret video i 8K (7680×4320)-opløsning og 30 bpp 4:4:4 HDR op på skærmen, med en 60Hz refresh rate.

VESA siger også, at standarden giver mulighed for den dobbelte opløsning, 16K (15360×8460) i samme farvekvalitet, hvis du kan leve med at videoen er komprimeret. Det er i virkeligheden alt sammen en del af DisplayPort 2.0-standarden, der blev annonceret sidste år, men nyheden er den tætte integration med USB, der altså nu er blevet endnu tættere.

Det forventes, at USB 4.0-porte, der overholder DisplayPort 2.0-specifikationerne, begynder at dukke op til næste år. Og ikke kun i skærme. VESA forventer også, at AR/VR-headsets bliver et stort marked for standarden, til trods for at der er tale om en kabel-løsning.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.