Forside Produkter Mobil

iPhone 12-Lækage afslører alle de nye modellers hovedspecifikationer

-
En af de mere kendte iPhone-amatørdesignere, Ben Geskin har dette bud på en 2020-iPhone (Mock-up: @bengeskin & @smazizg)

Ifølge troværdig kilde kommer der fire nye iPhones til efteråret og der er måske oven i købet fald i skærmstørrelser og priser på vej.

Lad det være sagt med det samme, at nedenstående skal tages med ikke bare et gran, men en hel spiseskefuld salt. Det er endog meget tidligt at tale om specifikationer på efterårets iPhones, så der kan nå at ske en del, før vi når frem til september/oktober og Apples annoncering af 2020-kollektionen.

Når det er sagt, så har en normalt ganske troværdig kilde, Jon Prosser, der ud over at have leveret præcise forudsigelser i tech-verdenen i et par år, har særligt gode kilder hos teleselskaber, tredjeparts-producenter og andre, der får adgang til Apples informationer før alle andre.

Annonce:

Således lækkede Prosser detaljerne for den nye, billige iPhone SE flere uger før den officielle annoncering. Han skriver primært for mediet AppleInsider, og her mener han nu at have fået fingre i hovedspecifikationerne på hele det kommende iPhone-lineup, der ventes afsløret til efteråret.

Jon Prosser meddeler, at der ganske som forventet kommer fire nye iPhones, og at disse vil det kendte mønster. Der kommer to iPhone 12- og to iPhone 12 Pro-modeller, og i hvert tilfælde er den ene af modellerne en Max-version med større skærm m.m.

Pris under 6.000 kroner?

Der er naturligvis hardware-opgraderinger i vente, hvoraf vi har fået forsmag på nogle af dem allerede i form af teknologi, der er til stede i f.eks. iPad Pro.  Men den største nyhed er nok, at iPhone 12 angiveligt kommer til at være billigere end tidligere.

Den amerikanske pris på iPhone 11 med 64GB lagerplads er 699 dollar, og i Danmark koster den 6.299 kroner. Det svarer til en omregningskurs på cirka 7.20 kroner + 25% moms. Men ifølge Prosser kommer den nye iPhone 12 til at koste fra 649 dollar for modellen med 128GB ombord. Ved at bruge de samme tal ovenfor, svarer det til en pris på 5.841 kroner, så en realistisk dansk pris kan blive f.eks. 5.899 kr.

Endnu en mock-up fra Ben Geskin, der her viser forskellen på 5,4″ og 6.1″-størrelserne (Mock-up: @bengeskin & @smazizg)

Det vil i givet fald være første gang i lang tid, at en ny iPhone, der ikke hedder noget med SE, kommer ned under 6.000 kroner. Hvis altså Prossers informationer holder vand. For det får man som nævnt 128GB lagerplads, 4GB RAM, Apples nyeste CPU, der formentlig kommer til at hedde noget med A14, og så vil selv den billigste iPhone i hoved-porteføljen endelig få en OLED-skærm ombord i stedet for LCD.

Skærmen er værd at bide mærke i. På den almindelige iPhone 12 er den nemlig kun på 5,4 tommer. Den nuværende iPhone 11 har en skærm på 6.1 tommer, så den nye iPhone 12 kan altså blive ret meget mindre. Hvis Prosser har ret, bliver den nuværende iPhone 11-størrelse den nye iPhone 12 Max-størrelse.

Diskuterer stadig 120Hz-mulighed

Da der lige nu ikke er en iPhone 11 Max i sortimentet, vil Apple måske prøve at markedsføre iPhone 12 på, at der nu også fås en større version af basis-telefonen, men der er altså snarere tale om at Apple nu indfører en mindre iPhone i porteføljen, end en større. Skærmen vil i øvrig komme fra kinesiske BOE i stedet for Samsung, der indtil nu har leveret skærme til alle iPhones med OLED-skærm.

Den eneste forskel på iPhone 12 og 12 Max er angiveligt skærmstørrelsen, de har begge det samme dobbeltkamera og 4GB RAM. De fås begge i to lagerplads-størrelser, 128GB og 256GB, og bliver naturligvis dyrere efterhånden som man kommer op i størrelserne.

Et bud på et mere kantet design med alu/stålkanter kommer fra TMDesign (Medium.com/TheyMakeDesign)

Det er også kun skærmstørrelsen, der adskiller iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max. Her holder Apple angiveligt fast i Samsung og hhv. 6.1”- og 6.7” Super Retina XDR-skærme med 10-bits farvedybde. Ifølge Prosser er der en god chance for, at skærmene kommer med 120Hz refresh rate under navnet ’ProMotion’.

Når dette er lidt usikkert, er det angiveligt fordi Apple stadig diskuterer, om funktionen skal være slået til eller fra, når telefonen tages ud af æsken. Visse personer i Apple-toppen er ifølge Prosser bekymrede for batterilevetiden, hvis 120Hz ProMotion er slået til fra starten.

Stål mod aluminium

Begge Pro-modeller har 6GB RAM, og fås med lagerplads i tre størrelser: 128GB, 256GB og 512GB. Derudover kommer de med et trippel-kameramodul, men vil også inkludere den LiDAR-sensor, der lige nu kan findes på den nyeste iPad Pro-udgave.

Som vi tidligere har nævnt vil Apple angiveligt vende tilbage til et design med metalkanter, og skal man stole på Jon Prosser kommer iPhone 12 og 12 Max til at være baseret på aluminium, mens iPhone 12 Pro og 12 Pro Max vil være udformet med rustfrit stål. Pro-modellerne starter ved 999 dollar og går op til 1.399 dollar, hvilket med ovenstående udregningsmetode svarer til hhv. 8.991 kroner og 12.591 kroner.

Hvor meget ret, Jon Prosser får, finder vi ud af til efteråret. Men det skal blive sjovt at sammenligne, når vi har de færdige specs fra Apple om nogle måneder.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.