Forside * Nyheder

Nyt Apple-opkøb skal gøre Siri bedre

-

Apples kunstige intelligens Siri får nu hjælp af…en anden kunstig intelligens.

Det er ingen hemmelighed at Siri halter lidt bagefter sine største konkurrenter såsom Google Assistant og Amazons Alexa (selv om den nok er foran på point i forhold til f.eks. Bixby og Cortana). Men det ved Apple også godt.

Annonce:

Ad flere omgange har Apple lovet, at Siri bliver bedre, ikke mindst, når de har holdt præsentationer, f.eks. i forbindelse med WWDC, hvor en række tiltag over årene har skullet indhente noget af afstanden til frontløberne indenfor virtuelle assistenter.

Men det har ikke hjulpet ret meget på opfattelsen af, at Siri er en klar nummer tre i kapløbet, og at især Apples ærkekonkurrent, Google, er noget bedre til at integrere deres assistent i alle mulige sammenhænge.

Noget af problemet er dog forståelsen. Og det gør Apple noget ved nu. De har indset, at der nok skal udefrakommende kræfter til at få Siri til bedre at forstå, hvad der bliver sagt, og derfor har de nu købt firmaet Inductv.

AI skal hjælpe AI’en

Firmaet er canadisk og specialiserer sig i at bruge kunstig intelligens til at forbedre indkommende data, for eksempel i virtuelle assistenter. De sidstnævnte fungerer jo som regel ved at en bruger giver en talekommando til sin telefon eller intelligente højttaler, og denne bliver så sendt som en lydfil til f.eks. Apples servere.

Her bliver kommandoen så fortolket og omsat til en dataforespørgsel. Men der kan gå rigtig meget galt undervejs. Hvis brugeren har en dårlig mobildataforbindelse, for eksempel, bliver lydfilen komprimeret for meget, og serverne forstår ikke, hvad der bliver sagt. Eller hvis der er dårlig Bluetooth-forbindelse mellem de trådløse ørepropper eller telefonen, eller skrigende børn i stuen, hvor den intelligente højttaler står osv osv.

Det er her Inductv’s teknologi kan gøre en forskel. Ved at bruge kunstig intelligens kan Inductv-softwaren gætte sig til, hvad det er, brugeren prøver at sige eller kommunikere. Gættet bliver så fodret ind i Siri, der kan udføre en kommando. Hvis Inductv-softwaren har gættet rigtigt, producerer det samtidig træningsdata til de maskinlærings-algoritmer, der driver Siri til daglig.

Hvor længe, der går, inden vi ser resultatet af opkøbet (som Apple i traditionel stil ikke har villet kommentere på), er ikke til at sige. Men Apple er helt klart i gang med en større Siri-indsats. Ud over, at de har lokket Googles tidligere AI-chef John Giannandrea over til sig, købte de også i april måned firmaet Voysis, der specialiserer sig i naturlig sproggenkendelse.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.