Forside Nyheder

Her er Googles nye Nest Home

-

Den næste Home-højttaler fra Google ligner en Home Mini, der har fået en tur med en kagerulle.

Sommerperioden er som regel lig med agurketid og et fravær af annonceringer fra tech-branchen. Disse kommer i stedet som regel i bølger omkring foråret og efteråret. Corona-krisen har imidlertid mudret dette billede en del, og derfor er der lige nu uvant mange annonceringer for juli måned.

Annonce:

Det gælder dog imidlertid ikke Google, der som regel annoncerer deres nye hardware-tiltag i efteråret – og det ser ud som om, de holder fast i dette til trods for Coronapokalypsen. Et sikkert tegn på, at ny hardware er på vej, er når de gamle versioner bliver fjernet fra fabrikantens online-sortiment.

Dette er netop sket for Googles vedkommende, og samtidig har vi fået indikationer i to andre informationskategorier, der normalt peger i retning af nært forestående hardware-lanceringer, nemlig registreringer hos myndighederne og spionfotos.

Helt præcist handler det om den intelligente højttaler, som Google forventes at introducere som en afløser for den første, de lavede af slagsen, Google Home. Google skiftede kort før lanceringen af Google Home Mini i Danmark over til at bruge Nest-brandet til deres smarthome-sortiment, og Mini’en hedder derfor Google Nest Mini i danske butikker. Et godt bud på den nye højttalers navn er derfor Google Nest Home.

Billeder fra japansk site

I Googles amerikanske netbutik blev den originale Home-højttaler sat til ”ikke længere tilgængelig” i slutningen af maj. 9to5Google fik derudover igår øje på en registrering af et nyt produkt med WiFi og Bluetooth, der netop er blevet registreret hos de amerikanske telemyndigheder.

Men det kunne ikke være en smartphone, da der ikke er noget mobildata-modem angivet i registreringen. Det kunne heller ikke være Googles kommende Android TV-dongle, da modelnumrende matchede dårligt, og der skal placeres en label med bl.a. modelnummer ”i bunden” af enheden. Der er ikke noget, der tyder på at donglen er designet på en måde, hvor den har en decideret bund.

Torsdag kom så nyheden om at en enhed med samme modelnummer også er blevet registreret hos de japanske telemyndigheder, hvorfra Android TV Guide er lykkedes med at hive billeder ud af myndighedernes website. Her kan man tydeligt se, at der er tale om en ny ny højttaler med G-logoet på den ene flade.

Højttaleren er hele vejen rundt designet med Google-højttalernes karakteristiske stofbetræk. Formen er nu oval, som om nogen havde taget en kagerulle og kørt den hen over en Nest Mini adskillige gange. Det er svært at sige ud fra billederne, om højttaleren kan stå lodret eller det er meningen, den skal ligge ned. Der er meget, der tyder på det sidste, til trods for at den originale Google Home var opretstående.

Derudover er det ikke meget, vi ved om Googles nye, intelligente højttaler, men nu er katten ude af sækken, så de næste uger inden den officielt lanceres vil formentlig byde på endnu flere rygter.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.