Forside Nyheder

Dells populære XPS 13-serie får 11. generations Intel-CPU’er ombord

-

Kun få uger efter den officielle lancering af Tiger Lake, er Dell nu på banen med de første Evo-certificerede laptops, der har den nye generation af Intel-chips ombord.

Det har altid været et kardinalpunkt for Dell at være blandt de første, der bringer Intels nyeste chip-generation ud på markedet. Og det er ikke spor anderledes med 11. generation af Intels Core-CPU’er, der nu så småt vil begynde at indtage indersiderne af laptop-computere ude i butikkerne.

Tiger Lake er navnet på den nye CPU-generation, og den blev først officielt lanceret i starten af denne måned. Men her kun få uger senere har Dell annonceret, at de første modeller med Tiger Lake kan købes fra på onsdag i USA og Canada. Det er hurtigt, selv for Dell.

Annonce:

Den europæiske salgsstart kommer ifølge firmaet indenfor de næste få uger, og her vil der foreløbigt være tre modeller tilgængelige: XPS 13 2-in-1, XPS 13 og XPS 13 Developer Edition. Hvis du ikke skulle kende XPS-serien, så er der tale om henholdsvis en tablet/pc-hybrid og en almindelig laptop baseret på Windows, samt en Linux-baseret maskine med lidt kraftigere hardware.

Kernerne i Tiger Lake-CPU’erne hedder Willow Cove og kan komme op i hurtigere omdrejninger end forgængeren Sunny Cove, når der er behov for ekstra computerkraft. Hvor Sunny Cove ramte loftet ved 4 GHz, kan Willow Cove komme op på et sted mellem 4,5 og 5 GHz. Intel har endnu ikke givet os de præcise specifikationer, men det passer meget godt med at firmaet lover 20% hurtigere afvikling af produktivitets-programmer.

Første laptops med Evo

De nye CPU’er er dog også gode for strømforbruget, hvilket er noget, Dell har fokus på i designet af de tre XPS-maskiner. De tre modeller er nemlig de første på markedet, der har fået Intels Evo-certificering. Evo er en række funktionaliteter bygget ind i de nye Intel-CPU’er, der kan forbedre batterilevetiden og andre praktiske dimensioner af laptopforbruget – hvis altså resten af maskinens hardware spiller med.

Det gør hardwaren i de tre nye XPS-maskiner, og det betyder, at de nye modeller er de første, der har fået Intels Evo-certificering og kan drage fordel af teknologien. Det betyder, at de kan køre i op til 9 timer på en opladning, lader hurtigere op, og vågner op fra slumretilstand på under et sekund.

Derudover understøtter USB-C-portene på maskinerne Thunderbolt 4-standarden og maskinerne kan håndtere hurtigere LPDDR4x-RAM ved 4267MHz. Du kan sætte op til 32GB RAM i dem. De to forbrugermodeller har derudover også Intels integrerede Xe-GPU indbygget, der mindst skulle fordoble afviklingshastigheden på spil og streaming og klare produktivitetsopgaver 2,7 gange hurtigere end forgængeren.

Hybrid-versionen har et infrarødt kamera indbygget sammen med webcam’et, der gør det muligt at bruge Windows Hello, Microsofts biometriske oplåsningsmekanisme til ansigtsgenkendelse. Det til trods for, at skærmkanterne er blevet mindre, og Dell siger, at skærmen er blevet 7 procent større end på forgængeren. Men der er, som navnet XPS 13 antyder, stadig tale om en 13-tommer skærm. Resten af laptop-kroppen er bare blevet lidt mindre.

Vi kender endnu ikke de danske priser, men de vil formentlig, ligesom sidste generation af XPS-serien, begynde ved omkring 12.500 kroner for en Core i7-model med 16GB RAM.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.