Forside * Nyheder

Googles Pixel-smartphones kører lav profil her i Corona-året

-

Det kan mærkes på årets Pixel-modeller, at COVID-19 har skruet ned for folks forbrug.

Det ser ud som om, Google tager en Corona-pause, når det gælder opfindsomheden omkring deres Pixel-smartphones. I et år, hvor forbruget verden over er på lavere blus og folk forsigtigt afventer, hvor stort, det økonomiske udfald bliver, står dyre smartphones måske ikke øverst på indkøbslisterne.

Annonce:

Af samme grund har Google tilsyneladende valgt at rette 2020s Pixel-modeller mod en prisklasse, der ligger en del under, hvad deres telefoner normalt koster. Og det kan ses på hardwarekonfigurationerne i de to modeller, som Google har vist frem i forbindelse med en virtuel presseevent onsdag.

Pixel-serien er, som det vil være de fleste, faste Recordere-læsere bekendt, ikke officielt lanceret i Danmark. Men der er adskillige parallelimportører, der alligevel gør telefonerne tilgængelige for danskere, der gerne vil benytte Googles egen version af Android til daglig, og derudover også få adgang til Googles Android-innovationer før alle andre.

Da Pixel 4 blev annonceret sidste år var det til en amerikansk pris på 799 dollar, hvilket svarer nogenlunde til de 5.000 kroner, det cirka koster at erhverve sig en parallelimporteret Pixel 4 lige nu. Men den Pixel 5, som Google præsenterede onsdag, er hundrede dollar (eller cirka 630 kroner) billigere. Det er dog langt fra sikkert, det kan betale sig at købe den.

Billig-modellen er næsten lige så god

Hvis du gerne vil have en Pixel af de årsager, der er nævnt ovenfor, er det formentlig en bedre idé at gå på kompromis med batteriets evner, hvis du kan… og hvis du derudover ikke har for vane at smide din telefon ned i et fyldt badekar. Google har nemlig også netop annonceret Pixel 4a 5G, der er en opdateret version af 4a-modellen, der stort set er mage til Pixel 5, bare uden trådløs opladning og vandtæthed. De to telefoner ligner faktisk hinanden så meget, at Google har været nødt til at markere deres modelnumre i de pressefotos, du ser her på siden.

Pixel 4a 5G koster blot 499 dollar, eller 3.160 kroner før danske skatter og afgifter tages med ind i billedet. Det er jo noget billigere. Pixel 5 og Pixel 4a 5G er begge baseret på det samme chipset, nemlig Snapdragon 765G, som ellers normalt kun findes i mellemklassemodeller. Pixel 5 har altså ikke den samme, hurtige hardware ombord, som andre flagskibstelefoner fra f.eks. Samsung har. Med 8GB RAM har den dog 2GB mere end lillebroderen 4a 5G.

Og det har ret stor betydning, når det gælder Googles Pixel-telefoner. Når disse tidligere har indtaget nogle af de øverste pladser på hitlisterne over de bedste smartphones til foto-entusiaster, er det på grund af den software, Google har lavet til Pixel-platformen. Men software har jo som bekendt behov for hurtig hardware for at køre mest effektivt.

De to modeller har derudover den samme kamerakonfiguration. På både Pixel 5 og Pixel 4a 5G sidder der en vidvinkel-sensor på 16 megapixel og 107 graders ”synsfelt” i tilgift til det 12.2-megapixels kamera med f/1.7-blændeåbning, der også sad i sidste års Pixel 4 (parret med en telefoto-linse, i stedet for en vidvinkel-linse som i år). Selfie-kameraet foran er på 8 megapixels.

Større batteri vs minijack-stik

Der er nogle enkelte andre forskelle på de to modeller. Pixel 5-skærmen er på 6 tommer, mens den billigere 4a 5G-skærm er på 6.2 tommer – begge med en opløsning på 2340 x 1080 pixels. Du læste rigtigt, den billigere model har en større skærm, og du kan ikke få en større version af Pixel 5, for den sædvanlige XL-version er aflyst – formentlig også af Corona-årsager. Skærmen på Pixel 4a 5G kan dog ikke genopfriskes ved 90 Hz, sådan som 5’erens kan.

Som nævnt har Pixel 5 trådløs opladning, men det har Pixel 4a 5G ikke, og det er ikke den eneste batteri-forskel på de to modeller. Hvor 5’erens batteri er på 4.000 mAh er batteriet i 4a 5G lidt mindre, 3885 mAh. Det er dog ikke sikkert, at denne forskel kan mærkes i praksis. Den mindste lagerplads, begge telefoner kan købes med, er 128GB.

Modsat Pixel 5 har Pixel 4a 5G lidt af en pudsighed, der ud over prisen vil være tiltrækkende for et ganske bestemt publikum. Den billigere model har et hovedtelefonstik ombord. Pixel 5 bliver tilgængelig i USA i næste måned, mens 4a 5G kommer i november. Det bliver formentlig først derefter, at de danske parallelimportører får fingre i nogle eksemplarer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.