Forside Nyheder

iPhone 12 har 5G, nyt design og en lillebror

-

Til trods for inkluderingen af 5G er det nye design måske det bedste ved de nye modeller.

Der var mange, der allerede begyndte at savne de flade kanter på iPhone 4/5, samme dag som det rundere iPhone 6-design blev introduceret for seks år siden. Men med iPhone 12 er de flade kanter tilbage, ikke mindst inspireret af iPad Pro-designet.

Men i 2020 går skærmene helt ud til kanterne, og det betyder, at selve telefonens krop også kan komme ned i en størrelse, der minder om dengang. Således har Apple både lanceret en iPhone 12 og en iPhone 12 mini, der har den samme hardware ombord, men blot en mindre skærm og kropsstørrelse. iPhone 12 mini har en skærmstørrelse på 5,4 tommer, men dens kropsstørrelse er alligevel mindre end Apples nuværende 4,7 tommer-modeller.

Annonce:

På den normale iPhone 12 sidder der en 6,1″ stor, der ligesom på iPhone 12 mini er en  Super Retina XDR OLED-skærm og en opløsning 2532 x 1170. Skærmen er mere lysstærk, med 1200 nits ved peaks. Men den er også stærkere rent fysisk. Sammen med Corning har Apple nemlig udviklet udviklet en særlig nanokeramik-teknologi, ‘Ceramic Shield’, der gør skærmen fire gange mere faldsikker end tidligere iPhones.

Nye fotomuligheder

Den nye chip, der sidder i iPhone 12 hedder A14 Bionic og ifølge Apple er den 50% hurtigere end alle konkurrenterne både på CPU- og GPU- siden. Det sidste opnås blandt andet, fordi A14 Bionic er den første smartphone-chip, der er lavet med 5nm-teknologien.

Den hurtige chip er også nødvendig, for Apple benytter sig af, hvad de kalder “computational photography” (og hvad andre firmaer bare kalder kamerasoftware…) til at gøre deres fotos bedre. Men det betyder ikke, at kameraet på iPhone 12 ikke også er blevet bedre.

iPhone 12 har et dobbeltkamera bagpå bestående af et 12 megapixels hovedkamera med vidvinkel-linse og f/1.6-blændeåbning, 26mm fokallængde og OIS. Den er kombineret med et 12 MP-kamera med en ultra-vidvinkellinse, der har 13mm fokallængde og et 120 graders synsfelt. Selfie-kameraet foran har nu fået Night Mode, så natte-selfies kan blive næsten lige så gode som dem fra bagkameraet. Night Mode kan nu også bruges sammen med Time Lapse.

Begrænset 5G

Apple har lavet en del forbedringer i emballage- og komponent-genbrugsprocessen, der gør iPhone 12 og 12 mini en del mere miljøvenlige. Som ventet har Apple dog også brugt dette som undskyldning for ikke længere at putte en oplader eller øretelefoner med i æsken. Der følger dog et Lightning-til-USB-C-kabel med.

Endelig skal det nævnes, at de nye iPhones er de første 5G-telefoner fra Apple, og firmaet gør en del ud af, at de nye modeller understøtter flere 5G-bånd end nogle af konkurrenterne. Det hjælper dog ikke ret meget for danskerne, for udenfor USA får iPhone nemlig kun lowband 5G ombord (der ikke er ret meget hurtigere end god LTE) og ikke mmWave som i USA. Med andre ord kan folk, der bor i områder som Amager og Roskilde, hvor mmWave p.t. testes, ikke bruge iPhone til dette formål.

 

Galleri

 

Pris og levering

De danske priser og leveringsdatoer på iPhone 12 er:

iPhone 12: 64GB: 6.999 kr. / 128GB: 7.499 kr. / 256GB: 8.399 kr.
iPhone 12 mini 64GB: 6.199 kr. / 128GB: 6.699 kr. / 256GB: 7.599 kr.

iPhone 12 kan forudbestilles fra 16/10 og leveres fra 23/10
iPhone 12 mini kan forudbestilles fra 6/11 og leveres fra 13/11

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.