Forside * Nyheder

Få Mando hjem i stuen med ny AR-app fra Google

-

’The Mandalorian’ kan blive en del af din virkelighed hvis du har en nyere Android-telefon.

Hvordan ville det mon se ud, hvis Din Djarin, også kendt som ”Mando” stod inde i din stue? Eller ude i haven? Det kan du nu få svar på med en ny app fra Star Wars-folkene hos Disney, lavet i samarbejde med Google.

Her kan du nemlig se hovedpersonen fra den populære serie som en del af en Augmented Reality (AR)-præsentation, hvor han bliver lagt oven på virkeligheden, når du bruger din telefon som linse og betragter omgivelserne ”gennem” skærmen og kameraet. Du kan endda interagere med Mando en smule i hvad der på sigt måske kan ende med at blive en slags spil.

Annonce:

AR-apps bliver langsomt mere og mere populære, efterhånden som Silicon Valley-firmaerne (herunder Facebook, Apple og Google) arbejder hen imod lanceringen af rigtige, funktionelle AR-briller, der på sigt kan erstatte smartphones fuldkommen.

I app’en, der har det officielle navn ’The Mandalorian AR Experience’, vil der altså blive præsenteret AR-versioner af figurer og situationer fra serien lige oven på den virkelighed, du går rundt og befinder dig i. Og frem til oktober næste år kommer der nyt indhold i appen hver eneste uge.

Virker på adskillige modeller

App’en er naturligvis gratis, for der er jo nok i virkeligheden allermest tale om et reklamefremstød for Googles AR-teknologi. Af samme grund skynder Google sig naturligvis at sige, at den primært virker på 5G-versionerne af Googles egne Pixel-telefoner og enkelte andre Android-telefoner.

Det sidste viser sig dog at være mere end nogle enkelte modeller. Faktisk er listen over Android-telefoner, app’en virker med, ret lang. På listen finder man næsten alle de store firmaers flagskibsmodeller fra 2019 og 2020, så længe de understøtter 5G.

Det betyder, at populære telefoner som f.eks. 5G-udgaverne af Samsung S10-serie og S20-serie, samt 5G-udgaverne af A51 og Z Flip alle er på listen. Det samme gælder 5G-udgaverne af OnePlus 7 og 7T, og så naturligvis 8, 8 Pro og 8T.

Det lader til at være 5G-kompatibiliteten, der primært er afgørende for, om telefonerne er understøttet, men det handler nok allermest om, at de fleste 5G-telefoner også har CPU’er, der kan levere den ydelse, der skal til for at vise AR-grafikken overbevisende.

Om iPhone-ejere får lov at lege med på et tidspunkt, kommer an på om Disney og Lucasfilm vil stille materialet til rådighed for andre AR-platforme, såsom Apples ARKit. Foreløbig ser det dog ud som om, Google sidder alene på muligheden for at bringe ’The Child’, Mando, Cara Dune, Moff Gideon og de andre karakterer ind i dit hjem.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.