Forside Produkter Mobil

Bose kommer med åbne sports-øretelefoner

-

Nyheden er blevet afsløret gennem de amerikanske telemyndigheder, så det er endnu småt med detaljerne.

Efter at være kommet lidt sent igang er Bose nu efterhånden godt med, når det gælder helt trådløse øretelefoner. Ikke overraskende gjorde firmaet sin entré på dette marked med to modeller, der går helt ind i øret.

Annonce:

Når det ikke er overraskende, er det fordi in-ear-øretelefoner som bekendt har mere isolation fra omverdenen, og hvis der er noget, Bose er kendte for, er det jo netop at fjerne udefra kommende støj, så brugeren kan fokusere på sin lydoplevelse.

Lidt mere overraskende er det, at Bose nu kommer med et par øretelefoner, der ikke er in-ears, men derimod åbne øretelefoner. Og de er endda rettet mod sportsfolket, der normalt foretrækker in-ears, fordi disse ikke lige så let falder ud af ørerne, når man løber eller hopper rundt for at få pulsen op.

Af samme grund er disse nye Bose-øretelefoner udstyret med bøjler, der sikrer, at de bliver siddende i øret. Og skulle man være i tvivl om at øretelefonerne er lavet til sportsfolket, behøver man blot kigge på modellens officielle navn, Sports Open Earbuds.

Afsløret af myndighederne

Bose har allerede en model, der hedder Sports Earbuds, uden ”Open”. De nye øretelefoner ligner disse, blot med den ekstra bøjle og så uden selve in-ear-delen. Det lader med andre ord til at de nye øretelefoner er decideret rettet mod folk, der ikke bryder sig om at stikke noget helt ind i øret.

Det er ikke kun Bose, der anerkender, at sidstnævnte gruppe er en anselig del af markedet. For eksempel sendte Samsung tidligere på året Buds Live på gaden, der netop er åbne. Apple, der sælger flest trådløse øretelefoner i form af deres ultrapopulære AirPods, gik den anden vej. De lancerede først de åbne AirPods og så siden in-ear-modellen AirPods Pro.

Så det ligner altså en trend, at der skal være noget til begge grupper i sortimentet hos øretelefon-producenterne. Men ud over det ovennævnte er det ret begrænset, hvad vi ved om Boses bud på åbne, trådløse øretelefoner.

Nyheden om Sports Open Earbuds er nemlig ikke en officiel udmelding, der er kommet fra Bose. I stedet har de amerikanske telemyndigheder, FCC, afsløret produktet for dem. En ny registrering af Sports Open Earbuds, der indeholder en masse billeder af øretelefonerne er dukket op på FCCs website, og flere medier har allerede kastet sig over historien.

 

FCC-registreringen indeholder også billeder af denne oplader, men spørgsmålet er, om den officielle lader også ser sådan ud (Foto: FCC)

Men af samme grund kender vi naturligvis hverken pris eller lanceringstidspunkt, selv om det sidste nok er nært forestående. Der plejer ikke at gå ret længe fra FCC-registrering til produktannoncering. Vi ved naturligvis heller ikke, om Boses gode, aktive støjreduktionsteknologi vil kunne findes i Sports Open Earbuds – men chancerne er små, eftersom den lukkede version ikke har det.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.