Forside Nyheder

Intel indrømmer: Ændrede Mac-design i ny reklame

-
Så tynd er kanten på de MacBooks, Intel anvender i deres reklamer (Foto: Intel)

Der var tale om en fejl i postproduktionen, da Mac-skærmene i Intels nye drille-reklamer så mere strømlinede ud end i virkeligheden.

Man kan ikke sige andet end at Rec.dk’s læsere er både årvågne og velinformerede. Når debatten raser over en artikel eller et nyt emne i forummet, kommer der detaljer og tekniske specifikationer på bordet som hårde argumenter.

Det skete f.eks. i kommentarfeltet under nyheden om at Justin Long nu ikke længere ”er en Mac” i reklameverdenen, men repræsenterer PC’er i en Intel-reklamekampagne på nettet. Her bemærkede flere læsere, at der var noget spøjst ved Mac’erne i reklamerne.

Annonce:

I to af reklamerne sammenligner Justin Long PC’er direkte med Macbooks. I en enkelt reklame påpeger han, hvor kedeligt, Mac-designet egentlig er (”grå…og grå”) i forhold til de mange forskellige designs, man kan finde PC-bærbare i. I en anden reklame sammenligner Long Mac-bærbare med hybrid-PC’er.

Sådan ser en MacBook Pro med M1-processor ud i virkeligheden (Foto: Apple)

I begge disse reklamer er det angiveligt de nye M1-Macbooks, der sammenlignes med. Men disse ser ud til at have et skærmdesign som Apple slet ikke har lanceret endnu. Hvor disse Macbooks stadig har en sort ramme rundt om skærmen, går skærmen helt ud til kanten i reklamerne.

Glemte at tjekke virkeligheden

Ud over de vakse Rec.dk-læsere fik YouTuberen Rene Ritchie også øje på fænomenet og lavede en video om det. Og så begyndte tech-medierne ellers at boble over. Det ville jo ikke se godt ud for Intel, hvis de havde sammenlignet med Macbooks uden at have brugt rigtige Macbooks.

Det var dog M1-Macbooks, Intel brugte under indspilningerne af reklamerne, bekræftede en talsperson fra Intel overfor The Verge. Talspersonen kunne dog ikke sige noget om, hvorvidt der var foretaget noget i efterbehandlingen, klippeprocessen eller post-produktionen, der pludselig kunne give Mac’erne et nyt skærmdesign.

Det er dog præcis det sidste, der er sket. Ryan Shrout, der er Chief Performance Strategist hos Intel har bekræftet, at der er tale om en compositing-fejl. Compositing er en teknik, der bruges til at tilføje nye, digitale lag oven i en video, og Intels produktionshold havde således erstattet skærmens naturlige udseende med sådan et lag.

Det gjorde de af helt forståelige årsager ifølge Shrout. Det er nemlig typisk meget svært at filme eller fotografere blanke skærme uden at få genskin fra lamper i lokalet eller uden at fotografen kan ses reflekteret i skærmglasset. Men fordi reklamerne ifølge Shrout blev lavet meget hurtigt, fik postproduktions-holdet aldrig tjekket op på, hvordan sådan en Mac-skærm rent faktisk ser ud.

I princippet gav Intel altså de nye Macs et mere strømlinet udseende end de rent faktisk har – og gjorde måske Apple en tjeneste.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.