Forside * Fokus

Apples M2-chip kommer måske allerede til sommer

-

Ifølge særdeles velansete kilder er M2 allerede gået i produktion og kan dukke op til juli.

Annonce:

Der var mange, der ikke vidste, hvad de skulle tro, da Apple annoncerede, at de ville droppe Intel og begynde at lave sine egne chips til deres Macs. Men indtil videre har satsningen vist sig at være en god idé. Verden har taget godt imod den første af slagsen, Apple Silicon M1.

Den ARM-baserede chip har vist sig at være en lynhurtig fætter, der giver mere ydelse pr. krone end de fleste af sine konkurrenter. Det har givet Apple anledning til at lancere en hel ny række iMacs i stærke farver og en ny iPad Pro med chippen ombord, oven i de allerede ganske populære MacBook Air-, MacBook Pro- og Mac Mini-modeller, som firmaet lancerede sidste år.

Det kan derfor ikke overraske, at Apple gerne vil have en ny version ud så hurtigt som muligt og sikre sit forspring. Det er helt forventeligt, at der kommer en ny Apple Silicon-chip til computere hvert år, eftersom det er den kadence, Apple kører på sine smartphones og tablets. Men det ser nu ud som om, M1s efterfølger kommer endnu tidligere end som så.

Hvis Apple skulle følge M1 op efter et år, ville dens efterfølger (der forventes at komme til at hedde M2), dukke op til efteråret. Men nu melder et velanset medie, der normalt har solide kilder, at vi kan se de første M2-Macs allerede til juli.

M2 produceres allerede nu

Det er det japanske branchemedie Nikkei, der har talt med deres kilder i produktionsmiljøet. Apple får lavet sine chips i Taiwan hos TSMC, og det er herfra, nyheden angiveligt kommer. Ifølge kilderne er M2-chippen allerede gået i produktion, sådan at den kan blive puttet i Macs indenfor få måneder.

Vi skal næppe forvente nogle større innovationer i forhold til selve konfigurationen eller opbygningen af M2, blot at den bliver hurtigere end M1. Der er angiveligt stadig tale om 5 nanometer plus-fremstilling af en system-on-a-chip-processor, hvor CPU, GPU, lager, hukommelse og hele pivetøjet er samlet.

Når der gættes på, at vi kommer til at se de nye M2-Macs til juli, er det fordi Nikkeis kilder har forklaret, at det vil tage tre måneder at fremstille chippen. Apple har ikke for vane at spilde penge på at have komponenter liggende klar til at blive puttet i produkter. Det sker normalt, så snart komponenterne er klar, og hvis M2 er gået i produktion, kan vi derfor godt regne med at chippen bliver placeret i Macs med det samme. Altså om tre måneder, hvilket fører os frem til juli.

Det vil også passe ret fint med at Apple afholder sin WWDC-konference virtuelt i juni, hvor de således kan præsentere den nye M2-chip i forbindelse med åbningskeynoten. Bloomberg har tidligere sluppet rygter ud om at der er 14- og 16-tommers MacBook Pros på vej senere i år, så måske er det disse, der får M2’eren først.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.