Forside * Featured

TEST: OnePlus Watch – Et knap så smart smart-ur

-

OnePlus er klar med deres første smartur, og hvor deres Android telefoner fortsætter med at imponere, er jeg ikke så vild med OnePlus Watch.

I forbindelse med lanceringen af OnePlus 9 familien viste OnePlus deres kommende smartwatch Oneplus Watch, som skulle gøre at de smartwatch hungrende Android brugere, snart skulle få et “Hvorfor nøjes” (Why settle”) smartwatch.

OnePlus Watch er nu på markedet, og Recordere.dk har igennem de sidste 3 uger testet uret, og her får du hvad vi synes om det nye ur fra OnePlus.

Annonce:

 

Udpakning, design og installation

OnePlus Watch kommer i en lille lækker OnePlus rød æske, der udover uret indeholder en USB-A oplader, og en lille håndfuld manualer.

Designet på OnePlus Watch er yderst elegant, også selvom uret er meget stort. Urkassen er på hele 46mm, og selvom det er enormt føles det på mit håndled ikke for stort, men det er en personlig ting, og der bør du som potentiel køber lige finde et sted hvor du kan teste uret på håndledet inden du eventuelt køber.

Til trods for størrelsen, vejer OnePlus Watch kun 45 gram (76 gram med rem), og huset er lavet i elegant rustfrit stål. Modellen vi testede var Midnight Black (Mørkegrå i mine øjne), men man kan også købe uret i Moonlight Silver (Chrome) hvis man hellere vil have et lyst ur. Jeg har dog ikke set Moonlight Silver nogen steder endnu.

 

Den medfølgende rem er lavet af gummi, og det må være en smagssag om man vil bruge den, eller købe en anden urrem på nettet. OnePlus Watch bruger nemlig standard 22 mm. remme, og det gør at der findes et univers af både læder og stålremme som kan bruges sammen med uret, hvis man ønsker at sætte sit personlige præg på sit OnePlus Watch.

Designet er simpelt. Der er kun to knapper på OnePlus Watch, og de sidder begge på højre side af huset. Resten af betjeningen udføres på den enorme 1,39 tommer skærm.

OnePlus Watch kommer IP68- og 5ATM-klassificering, der gør at du kan bruge uret i alt slags vejr, i bad og beholde det på når du springer i vandet.

Designet og byggekvaliteten er klart godkendt på OnePlus Watch

 

 

Skærmen

Som skrevet kommer OnePlus Watch med en 1,39 tommer AMOLED skærm på 454×454 pixel (326 PPI). Skærmen er virkelig lysstærk, og det er let at se både tekst og ur-visere uanset hvor kraftig lyset er.

I de første uger af testen havde OnePlus Watch ikke “Allways on” funktion, men på testens sidste dag, kom der en softwareopdatering, der skulle give den funktion, men vi har ikke fået leget så meget med den, da den som sagt kom helt til sidst mens vi testede. Derfor er vores vurdering af batteritiden også baseret på OnePlus Watch uden “Allways on”. Men det med “Allways on” skal også tages med et gran salt, da den bliver til et lyssvagt digitalur i stedet for den urviser vi ellers havde valgt. Men det er selvfølgelig for at bibeholde en så god batteritid som muligt.

Touch funktionerne på OnePlus Watch skærmen fungerer let og flydende, og vi har kun ros til skærmen, som virkeligt er let at se under brug.

 

Ydelse og batteri

OnePlus Watch drives af hele tre chipset. ST32 står for urets CPU og leverer en ok ydelse, Apollo3 er en low power chip, der står for forbindelserne de forskellige sensorer og Cypress er en Bluetooth chip der sørger for at du kan bruge uret med din Android smartphone.

Det indbyggede sæt af chips fungerer fint, og du får en godkendt ydelse. Dog føler jeg ikke at jeg har den samme flydende oplevelse man ellers er vant til med OnePlus smartphones.

Til gengæld er batteritiden imponerende. I den periode på tre uger jeg har testet uret, har det kun været nødvendigt at oplade uret to gange. Nuvel jeg sover ikke med uret, men har det på hele dagen, og har brugt det til notifikationer og test af skridt og gåture.

Telefonen kommer med et 402 mAh batteri og oplades lynende hurtigt med den medfølgende Pogo Pin oplader. Urets opladning er ikke trådløst, og deler på ingen måde opladningsteknologi (Qi) med OnePlus smarttelefoner, så du kan ikke være på farten og bruge Omvendt opladning fra din OnePlus telefon, hvis dit ur er ved at løbe tør for batteri, og du ikke har OnePlus Watch opladeren med.

Batteritiden og ydelse er godkendt.

 

Og så har vi softwaren

Jeg ville ønske jeg skulle bruge timer på at skrive om den fede software på OnePlus Watch, men det skal jeg ikke, for det er her OnePlus Watch virkeligt skuffer.

OnePlus Watch er bygget på OnePlus egen software. Det vil sige, at du kun får de apps og funktioner som OnePlus har indbygget. Og det er ikke mange. Du får en musik afspiller, der kræver du overfører musikken til uret før den virker. Hvem gider det i 2021. Du får en vejrudsigt som er baseret på din smartphones placering, og så får du naturligvis en masse sundheds-funktioner som er bundet sammen med OnePlus Health app’en som du skal have installeret på din smartphone.

Den indbyggede skridttæller er en historie for sig selv, for selvom OnePlus med de to softwareopdateringer der kom under testen forbedrede skridttælleren, så den ikke var 30-40% forkert på den, så kom den aldrig i nærheden af den skridttæller der sidder i mit Apple Watch, og i min iPhone. Nuvel man kan jo sige at det kunne være det var Apple der var forkert på den, men selv med GPS slået til så var der aldrig enighed om den afstand jeg havde gået med mine hunde når jeg testede funktionerne.

Du får søvnmåler, skridttæller, en langsom GPS til at vise ruter, hjertefrekvens iltmætning og kan måle både cykling, svømning, løb og mange andre sportsgrene. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på de mange fitness aktiviteter du kan måle, men blot konstatere at er skridt og GPS ikke mere præcis, så står det skidt til.

Hjertefrekvensen var dog ret enig med mit Apple Watch, så det er ikke alt der ikke virker som forventet.

Så er der notifikationerne. Du får naturligvis beskeder når du får en SMS på din telefon, men når du har læst beskeden på dit ur, fortæller den ikke tilbage til din telefon at du har læst den, så den står stadig som ulæst på telefonen. Det virker som et easy fix, men der er den OnePlus Health app som kræves for at forbinde uret stadig på mange måder et beta produkt, som kræver meget mere udvikling for at være klart. Alene det at du er nødt til at overføre musikfiler til uret for at lytte til musik er helt i skoven.

Så er der urskiverne. Der er p.t. 14 urskiver, og de har ikke nogen nævneværdige designfordele, og der er ingen interessante komplikationer til dem, så der mister OnePlus Watch virkeligt noget point når det gælde smarte features. Der er ingen muligheder for at tilføje egne eller andres urskiver, så de 14 er “take it or leave it”.

Software oplevelsen er ikke i orden OnePlus, og her vil vi ikke nøjes.

 

Konklusion

OnePlus Watch er ikke et dyrt smartwatch – Til gengæld er det også meget at kalde det et smartwatch, når de fleste funktioner er bundet sammen til den app du bruger på din smartphone. Og da det lige nu heller ikke er den perfekte fitnesstracker, så skal man være klar til at gå på kompromis hvis man kaster 1.190,- DKK som uret koster.

OnePlus Watch virker meget som en prototype som er blevet hastet på markedet, og selvom komponenterne som er brugt er fra øverste hylde, så efterlader den dårlige software oplevelse meget tilbage for brugeren.

Så du skal gøre op med dig selv om du “kan nøjes” med et betaprodukt, hvor du måske får opdateringer der løfter oplevelsen op på OxygenOS niveau som vi er vandt til fra OnePlus, eller om du vil vælge et måske mere prøvet smartwatch fra f.eks. Samsung.

Uanset, OnePlus Watch har uudnyttet potentiale, som det skal blive spændende at se om OnePlus forstår at udnytte. Lige nu er det til trods for prisen ikke et produkt jeg selv ville købe.

 

OnePlus Watch

6.6
Design 8.0
Ydelse & batteri 8.0
Skærm 8.5
Software 2.0
Pris 6.5

Plus

  • Elegant design
  • Lang batteritid
  • Hurtig opladning
  • Rigtig god og lysstærk skærm

Minus

  • Upræcis skridttæller selvom det blev bedre med sidste opdatering
  • Ingen mulighed for 3. part apps
  • For kedelige urskiver uden mulighed for andre
  • Ingen trådløs QI opladning
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.