Forside Nyheder

Microsoft klargør Xbox Game Pass som smart TV-app

-

Firmaet har derudover bekræftet, at de er på vej med streaming-enheder til spil og indenfor få uger lanceres spilstreaming i browsere.

Da den første Xbox kom frem, var der virkelig tale om en boks. Den sorte og grønne konsol signalerede med al tydelighed, at der her var tale om en helt anden slags tyngde, end hvad konsolgamere ellers havde været vant til.

Men snart kan der blive tale om at Xbox holder op med at leve op til sit navn ved at have mindre og mindre med en boks at gøre. Microsoft har nu bekræftet tidligere rygter om at de er på vej med små streaming-enheder, der minder mere om dongles end store bokse.

Annonce:

Disse streaming-enheder benytter Microsofts xCloud-infrastruktur til at streame spil, sådan som mange gamere allerede gør via Xbox-konsollerne eller en computer. Men de kommer altså til at fylde meget mindre og formentlig også blive en hel del billigere, lidt i stil med de streaming-bokse og -dongles, vi kender fra streaming af TV, film og musik.

Hvorvidt disse også kommer til at understøtte netop TV, film og musik ligesom konsollerne, er ikke til at vide, for Microsoft holder stadig detaljerne tæt til kroppen. Vi ved også kun at Microsoft har meldt officielt ud, at der er ”devices” på vej, der kan virke på hvilket som helst TV eller andre skærme, ”helt uden behov for en konsol”.

Game Pass-app på vej til TV-skærmen

Med mindre, Microsoft opfinder en helt ny formfaktor, kan der næsten kun være tale om dongle-lignende enheder eller de “sticks”, som Xbox-chefen Phil Spencer tidligere har talt om. For mange mennesker vil der dog formentlig slet ikke blive behov for at købe noget ekstraudstyr for at streame spil fra Xbox-platformen – hvis de har en controller i forvejen.

Xbox-holdet fortæller nemlig, at de arbejder sammen med ”globale” TV-producenter for at få ”Xbox-oplevelsen direkte ind i Internet-forbundne TV uden at der kræves andet ekstra hardware end en controller”. Med andre ord er Microsoft i gang med at indføre den samme strategi for Game Pass-app’en, som Apple kører med Apple TV-app’en og firmaets indholdsudbud.

Dertil kommer, at Microsoft er på vej med nye abonnements-tilbud i forskellige prisklasser, så flere gamere kan være med, uanset hvor i verden, de befinder sig. I den forbindelse nævner Microsoft også, at de er tæt på at være færdige med en overhaling af xCloud-infrastrukturen i sine datacentre, hvilket betyder højere hastigheder og frame rates ved streaming af spil.

Det betyder også, at det bliver nemmere at tilgå Xbox Game Pass. Folk med Ultimate-medlemskaber af tjenesten vil allerede indenfor få uger kunne spille cloud-baserede spil direkte i browserne Chrome, Edge og Safari – altså også på iPhone og iPad. Denne tjeneste har været i betatest siden april.

Annonce:
Forrige artikelB&O Beovision Contour vokser
Næste artikelofficielt: Her er OnePlus Nord CE 5G
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.