Forside * Featured

Til trods for sejr i retten: Epic anker Apple-sag

-

Spilfirmaet er ikke tilfreds med dommen på flere områder – men vi ved endnu ikke hvilke.

Her på siderne har vi fulgt retssagen mellem Apple og Epic, siden den begyndte for alvor sidste år. Sagen kulminerede for et par dage siden i en dom, man skulle tro, Epic ville være glad for. Dommer Yvonne Gonzales Rogers ved distriktsdomstolen i Nordcalifornien gav nemlig Epic ret.

Annonce:

Epic fik ret i at Apple handler i strid med konkurrenceloven i Californien, når firmaet kræver, at app-udviklere bruger Apples egne betalingssystemer, når de f.eks. sælger ting til brugerne inde i apps. Det betyder, at alle in-app-køb pålægges Apples sædvanlige kommission på 30%, hvilket firmaer som Epic gerne ville være foruden.

Dommen betyder, at Apple inden for 90 dage skal gøre det muligt for app- og spilfirmaer at bruge betalingssystemer udenfor Apples app-økosystem. En lignende sag er i gang i forhold til Googles Play Store, og det betyder, at der kan være store omvæltninger på vej i app-økonomien.
Men alligevel har Epic valgt at anke sagen. Det viser sig nemlig, at dommer Gonzales Rogers også lod enkelte aspekter af sagen falde ud til Apples fordel på måder, Epic ikke vil acceptere. Foreløbig er det dog uklart præcis hvilke aspekter, der er tale om.

Apple vil angiveligt også anke

Vi ved blot, at Epic søndag aften dansk tid indsendte en officiel anke til den niende føderale distriktsdomstol, der på forståeligt dansk er den afdeling af USA’s ”landsret”, der har hjemme i Nordcalifornien. Det kan være fordi, anken blev indgivet på en søndag, at vi ikke ved mere. Epics PR-folk kan være i gang med at forberede noget til når journalisterne møder på arbejde mandag.

At der er tale om en anke til en føderal domstol har betydning, fordi dommer Gonzales Rogers netop afgjorde, at Apple bryder Californiens statslige konkurrencelovgivning. Med andre ord kan denne del af dommen måske få lov at blive stående, selv om Epic har anket sagen.

I dommen, der faldt for et par dage siden, ville dommer Gonzales Rogers ikke gå så langt som til at sige, at Apple optrådte som et monopol. Det kan være denne del af dommen, Epic forsøger at omstøde.

Dommen tvinger også kun Apple til at tillade, at app-udviklerne sender brugerne ud af Apples app-økosystem for at betale for mobile og andre digitale køb. Den tvinger ikke Apple til at tillade tredjeparts-appbutikker. Det kan også være dette aspekt, Epic ønsker at prøve ved landsretten.

Ifølge flere medier er Apple også utilfredse med dommen og har i sinde at anke den. Det er dog ikke sket officielt i skrivende stund.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.