Forside * Featured

TEST: Sony LinkBuds – trådløse øretelefoner som du kan bære hele dagen

-

Alle kender Sony’s trådløse hovedtelefoner, uanset om de er in-ear eller over-ear, og Sony’s fantastiske støjreduktion uanset. Nu er Sony klar med et nyt segment af øretelefoner uden aktiv støjreduktion, men til gengæld med fokus på øre-komfort.

Sony har som kodenavn kaldt de nye LinkBuds, og jeg skal indrømme at det har taget knap to uger for mig at forstå hvad der er deres styrke og svagheder. Jeg fik dem til test for over to uger siden, og har gået med dem lige siden, når jeg har skulle høre musik eller tale i telefon på farten og på arbejde.

Fordi jeg er kæmpe fan af både WH-1000XM4 og WF-1000XM4, som giver toppen af trådløs lyd når det gælder aktiv støjreduktion og god lyd, og derfor har jeg brugt meget tid på at acceptere, at komfort over længere perioder kunne være et issue som andre kæmpede med. Men nu hvor jeg har haft Sony LinkBuds uden på ørene, kan jeg faktisk godt se et marked for hovedtelefoner til ørene, som ikke kræver en bøjle, og heller ikke kræver at blive skubbet ind i øregangen.

Annonce:

Sony LinkBuds er som sagt en ny kategori, og styrken er at de næsten ikke vejer noget, sidder på ydersiden af øret uden at genere og skabe øreprop for nogle, og oven i det lyder ganske hæderligt.

Vi har testet Sony LinkBuds, og her er hvad vi synes.

 

Udpakning, design og installation

Sony LinkBuds kommer i en lille miljørigtig pap-æske, der udover øretelefonerne indeholder et lille etui med USB-C og trådløs QI opladning. Oven i det får du et lille USB-A til USB-A kabel til opladning og en aflang skuffe med 5 forskellige størrelser (XS, S, M, L, XL)af deres “fitting-support” gummiringe, der gør at du kan placere LinkBuds på ørene uden de falder af.

For LinkBuds sidder nemlig på ørene og ikke inde i ørene, og det kræver lige lidt tilvænning, men når du først har fundet den rigtige størrelse fitting, så virker det bare som om de altid har skulle sidde sådan. Jeg valgte Large, og jeg er sikker på at der er en størrelse som passer størstedelen af alle brugere.

Designet er meget anderledes i forhold til hvad vi ellers kender fra in-ear øretelefoner, fordi de netop ikke skal ind i øret som en prop. Sony har udviklet en helt ny Open-Ring driver på 1,2 mm, som gør din øregang ikke er generet af at have dem på, og der stadig slipper masser af lyd ind fra både musik og de omgivelser du er i.

Inden i LinkBuds ligger der en Digital Sound Enhancement Engine (DSEE) som er drevet af Sony’s egen V1 chipset, som gør alt arbejdet når det gælder om at gøre lyden bedre uanset hvor komprimeret den måtte være.

 

USB-C og trådløs QI opladning er indbygget i Sony LinkBuds

 

Og så er der det helt nye og spændende koncept, der gør at Sony LinkBuds ikke har nogen fysiske flader du skal trykke på for at betjene den musik du hører. Normalt plejer man jo at enten tappe eller klemme på selve proppen, men Sony har implementeret en ny smart teknologi, der gør at du tapper på ydersiden af dit hoved tæt på ørene, og på den måde føler LinkBuds at du enten vil starte, stoppe eller skifte nummer. Det kræver lige lidt tilvænning, men det virker faktisk ret godt efter et par forsøg. Du kan i øvrigt selv indstille hvad de forskellige taps skal gøre.

Sony LinkBuds er IPX4 certificeret, så de kan tåle vandsprøjt og sved omkring øret.

Designet medfølgende etui er et af de mindste jeg har set, og 26% mindre end det etui der kommer med WF-1000XM4, og kommer med USB-C og trådløs QI opladning. På bagsiden af etuiet har du også en knap til oprettelse af Bluetooth forbindelse på nye enheder.

Vægten på øretelefonerne er kun 4,1 gram, og etuiet vejer 34 gram, og begge dele kan sagtens ligge i en endog meget lille bukselomme.

Designet er anderledes, og vil for mange kræve lidt tilvænning, men når du først har haft dem på 4-5 timer, så kan du slet ikke forstå hvordan du kan have dem på så længe uden at have bemærket dem overhovedet.

Installationen er let, og du kan i forbindelse med installationen installere Sony’s Headphones app, som gør du kan sætte lyd op, og ændre på en masse indstillinger for hvordan du betjener LinkBuds. Du kan også sætte både Alexa, Google Assistant og bruge dem sammen med Siri.

 

Headphones App til Sony WF-L900

Hvordan lyder Sony LinkBuds ?

Anderledes er det korte svar, fordi kommer du fra f.eks. WF-1000XM4 og er vandt til aktiv støjreduktion, så skal du lige vænne dig til at have en øretelefon på, der har et helt anderledes lyd-udtryk. Det især fordi du ikke får aktiv støjreduktion på LinkBuds.

Bassen er ikke så dominerende som på WF-1000XM4, så du skal som lytter gøre op med dig selv om komfort eller lyd er det vigtigste, for det er forskellen på LinkBuds og WF-1000XM4.

Jeg har som tidligere skrevet testet LinkBuds i over to uger nu, og har vænnet mig til den lyd som LinkBuds tilbyder. Og selvom jeg til tider savner noget bas, og helt klart savner noget lydstyrke når jeg går udenfor, så lyder LinkBuds hæderligt. Jeg er ikke oppe og ringe på hverken diskant, mellemtone eller bas – Men når det er sagt så lyder de ganske udemærket, og er du en af dem som bare ikke kan holde ud at have øretelefoner direkte i øregangen, så er LinkBuds altså et godt bud på at få lyd i ørene uden bogstavligt talt at have dem inde i ørene.

 

Jeg har testet med blandet musik, podcast og naturligvis en masse telefonopkald, og jeg har valgt at sætte dem til “Bass Boost” i app’en, og det har fungeret godt for mig uanset om det var musik, tale eller telefonsamtaler. Men der er masser af forskellige og også manuelle indstillinger du kan vælge, så hvis du køber et sæt LinkBuds så gør dig selv den tjeneste at brug et par timer på hver indstilling indtil du finder den lyd der passer dig bedst.

Sony har iøvrigt ligesom på andre modeller puttet “Speak to Chat” funktionen i LinkBuds. Slår du det til, så pauser musikken lige så snart du åbner munden og siger noget. Efter en forud opsat pause, så starter musikken igen. Det fungerer rigtigt godt, og sikrer at du ikke står og råber af dem du taler med.

LinkBuds lyder godt, men ikke lige så godt som WF-1000XM4, til gengæld kan du have den på indtil den løber helt tør for batteri.

 

Sony LinkBuds sidder godt fast i øret, når du bruger den rigtige fitting.

Hvordan er de så at have på hele dagen

Nu skal jeg være ærlig og sige at jeg aldrig har hovedtelefoner uanset om det er in-ear eller over-ear på hele dagen, men kan sagtens sidde i 4-5 timer med dem på, mens jeg arbejder eller skriver.

Og LinkBuds er klart de øretelefoner jeg har haft kunne have på længst uden at blive generet. Du kan let have dem på uden på vinterhuen, og jeg skulle da også lige teste om jeg kunne have dem på inden under styrhjelmen mens jeg kørte på arbejde. Det kunne jeg godt, uden de blev trykket ind i øret.

De er super behagelige at have på, og når du først har fundet den fitting, der passer til dit øre, så sidder de også godt fast – Jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke har løbet med dem, men det er blevet til flere gåture med hundene, og jeg har også gået kontor og hjemmekontor tyndt med dem på, og har på intet tidspunkt været generet af alt have dem på.

Så jeg har flere gange gået dem tør for batteri, og så skal de jo så en tur i etuiet for opladning.

 

Opladning af Sony LinkBuds via USB-C kabel

OK batteritid, men ikke i nærheden af WF-1000XM4

Sony LinkBuds kommer med op til 5,5 timers batteritid i øretelefonerne og yderligere 12 timers batteritid i etuiet. Og sammenligner du det med WF-1000XM4, der har op til 12 timers batteritid uden ANC, så er det noget af en pris at betale for bærekomfort. Og når du er løbet tør for batteri så kan du få yderligere 1,5 times musik i ørene på 10 minutters opladning.

Det tager et par timer hvis du skal oplade både etui og øretelefoner op, men det gør man jo oftest mens man sover.

 

Konklusion – LinkBuds er et enten eller

Sony LinkBuds har været et meget spændende bekendskab, fordi jeg har været meget i tvivl, og min konklusion bærer også præg af det. Fordi jeg mener at Sony LinkBuds er et enten eller.

Vil du gerne have Sony lyd, men er ikke så vild med at proppe ørepropper ind i øregangen, så er valget let, så skal du gå efter LinkBuds, for du får både god lyd og bedste komfort, fordi du simpelthen glemmer du har dem på. Men du får ikke den bedste lyd.

Vil du til gengæld have den bedst lyd og batteritid, så skal du genbesøge min anmeldelse af Sony WF-1000XM4, som giver dig bedre lyd og batteritid.

Sony LinkBuds lyder ud fra de parametre de er designet efter rigtigt godt, så hvis du er på jagt efter nogle hovedtelefoner som gør du stadig er i kontakt med verden omkring dig, så er LinkBuds et rigtigt godt valg. Er du mere typen der gerne vil lukke alt støj omkring dig ude, så kig på WF-1000XM4.

Vi lander dog på en flot karakter, fordi jeg tror Sony har set rigtigt, at der er et kæmpe hul i markedet for øretelefoner til folk der ikke nødvendigt trives med en prop i øret, eller en stang der ligner en antenne på siden af ansigtet.

 

 

Pris og levering

Sony LinkBuds kommer i farverne sort og hvid, og vejledende pris på dem er ca. 1.700 DKK. De kommer til salg i danske butikker i løbet af februar.

Sony Linkbuds

8.5
Design 9.5
Lyd (ud fra størrelse) 7.0
Batteri 6.0
Komfort 10.0
Brugervenlighed 9.0
Pris 9.5

Plus

  • Super komfortable at have på
  • God lyd uden ANC

Minus

  • Batteritid skuffer
  • Savner lidt bas
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.