Forside Nyheder

M2-chip og MagSafe-opladning kan være på vej til iPad Pro

-
I foråret 2021 fik iPad Pro (ovenfor) Apples M1-chip ombord. Den næste version forventes at være baseret på M2 (Foto: Apple)

Årets version af Apples professionelle tablet ser ud til at få masser af power under motorhjelmen.

Når Apple næste gang opdaterer iPad Pro, bliver det formentlig med den næste version af Apple Silicon-chipsettet ombord. M2-chippen skulle efter sigende ikke bare være på vej til MacBooks, men også til Apples professionelle tablet.

Det er i hvert fald, hvad Bloombergs Apple-spåmand, Mark Gurman, skriver i den nyeste version af nyhedsbrevet ’Power On’. Gurman anses for at have nogle af de bedste og mest troværdige Apple-kilder blandt journalister, der dækker Silicon Valley,

Annonce:

Ifølge Gurman vil Apple præsentere den nye version af iPad Pro til efteråret. Det er snart et år siden, at Apple præsenterede den seneste opdatering af iPad Pro, hvor tablet’en fik M1-chippen ombord og dermed kom på CPU-højde med visse MacBook-modeller.

Men hvis Gurman har ret, så rykker Apple iPad Pro-lanceringen hen i efteråret i stedet for at følge op præcis et år senere, sådan som Apple ellers gør det med mange af sine andre produkter. Og det kan der være en rigtig god grund til.

MacBook og iPad Pro rykker tættere sammen

Til efteråret vil det nemlig være to år siden, Apple annoncerede de første produkter med M1-chippen ombord. Og modsat de lidt ujævne iPad-lanceringer, passer en M2-lancering i efteråret lige ned i, hvad mange forventer bliver mønstret for Apples M-chiplanceringer.

Modsat Apples A-chips, der bliver opdateret med en ny generation hvert år, har Apple foreløbig valgt at lancere overbygninger på M1-chippen i form af M1 Pro og Max sidste efterår i stedet for at kalde disse for M2. Ved den seneste Apple-event blev M1 Ultra så føjet til familien i forbindelse med annonceringen af Mac Studio-computeren.

Med andre ord har det siden sidste år set ud som om, Apple ville annoncere nye generationer af M-chippen hvert andet efterår (på lige årstal) og overbygninger i de efterår, der ligger ind imellem (på ulige år). Det minder lidt om, hvordan iPhones blev rullet ud før i tiden, med en ny generation hvert andet år og en S-model ind i mellem.

Hvis det bliver mønstret, passer det fint med at vi kommer til at se MacBook Air og Pro-modeller med M2 i efteråret, og altså også, hvis man skal tro Mark Gurman, iPad Pro med M2. En samtidig lancering af MacBooks og iPad Pro med M2 ombord kunne også indikere, at Apple i højere grad sammentænker de to typer computere i en samlet produktivitetskategori.

M2-chippen forventes af de fleste at blive lavet med den 4nm-proces, som Apples partner, TSMC, nu kan fremstille chips med. Det skulle gøre chippen meget hurtigere, selv om den bibeholder den samme otte-kerners arkitektur som M1. Ud over M2-chippen forventer Mark Gurman at iPad Pro får MagSafe-opladning.

Annonce:
Forrige artikelApple vinder en Oscar for bedste film
Næste artikelDiscovery+ lancerer er nyt og billigere abonnement
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.