Forside * Featured

Den er god nok: Pixel Watch kommer til efteråret

-
Pixel Watch er nu blevet officielt lanceret og kommer til efteråret (Foto: Google).

Ud over sit første Wear OS 3-smartur har Google annonceret nye Pixel-smartphones, nye Pixel Buds med ANC og en ny version af deres Wallet-app

For nylig bragte vi en historie, der nok lød genkendelig i manges ører. En eller anden havde efterladt en endnu ikke afsløret device på en restaurant, hvorefter tech-medierne havde fået fingre i den og skrevet om den. Denne gang var der dog ikke tale om en iPhone, som med iPhone 4-skandalen i 2011. Der var tale om Googles første smartur under Pixel-navnet.

Rygterne var allerede før denne afsløring gået forud om at Google ville lave sit eget svar på Samsungs Galaxy Watch4 med de to selskabers Wear OS 3 ombord. Da uret så blev fundet, viste det sig, at mange af rygterne talte sandt. Så Google kunne lige så godt kaste hemmelighedshåndklædet i ringen, da de i dag åbnede udviklerkonferencen I/O.

Annonce:

Google valgte at vise Pixel Watch frem under åbningskeynoten, men hvis du ikke orker at se det hele igennem, kan du læse de vigtigste features om uret herunder. Skærmen går ligesom på Apple Watch i ét med resten af urkassen, men der er én meget vigtig forskel på de to techgiganters ure. Googles Pixel Watch er rundt og kan derfor bedre forveksles med et rigtigt ur.

Derudover har Google en anden fordel. Som bekendt købte søgegiganten Fitbit i 2020, en handel der gik helt igennem i januar sidste år. Det betyder, at mange af Fitbits populære teknologier vil være at finde i Pixel Watch – primært på softwaresiden. Google lover for eksempel ”dyb integration” med Fitbit-økosystemet, og der kommer en dedikeret Fitbit-app til Pixel Watch.

Ny udgave af den digitale kortholder

I den forbindelse vil Google forbedre Wear OS 3s udnyttelse af sensorer i smarture i konsultation med både Fitbit-holdet og Samsung. For eksempel ser det ud som om Pixel Watch får sine egne versioner af Galaxy Watch 4s konstante pulsmåling og søvn-tracking.

Derudover vil Google ikke stå tilbage for Apples smarturs-funktioner til nødsituationer. Pixel-telefonerne har allerede en funktion, der kan ringe til alarmcentralen, hvis brugeren er involveret i et biluheld eller lignende. Disse funktioner kommer nu til Wear OS 3, og bliver altså også en del af Pixel Watch. Endelig vil du også kunne bruge Google Maps offline på Pixel Watch.

De nye Pixel Buds med ANC (Foto: Google)

Google har også tænkt sig at re-introducere Google Wallet og den nye udgave af app’en kommer naturligvis også til at være en del af Pixel Watch. Kontaktløs betaling med uret kommer dog stadig til at foregå med Google Pay, og det bliver også tilfældet på Android-smartphones.

Den nye Wallet-app er primært tænkt som opbevaringssted for digitale versioner af plastikkort af alle slags. Ikke bare dem til betaling, men også tog- og buskort, kørekort (i visse lande), klubmedlemskaber, vaccinepas og f.eks. koncert- og biografbilletter. Som nævnt kommer den nye Wallet-app også til Android, hvor den bliver rullet ud over de kommende uger.

Ny Pixel-smartphones og Pixel Buds med ANC

Vi skal vente lidt længere på Pixel Watch, der er sat til at blive lanceret til efteråret. Detaljer som en konkret lanceringsdato, pris og evt. tilgængelighed i Danmark bliver først afsløret senere på året.

Pixel 7 og Pixel 7 Pro kommer i nogle diskrete farver (Foto: Google)

Det skal også nævnes, at Google naturligvis har annonceret nye Pixel-smartphones, Pixel 7 og 7 Pro. Med den følger også lanceringen af et nyt sæt Google Pixel Buds, der er de første Google-øretelefoner med aktiv støjreduktion.

Hverken Googles Pixel-smartphones eller Pixel Buds har hidtil været officielt tilgængelige i Danmark, og har skullet købes ved parallelimport. De er ligesom Pixel Watch sat til at blive sendt i butikkerne i Googles hjemland, USA, til efteråret.

Det danske techmedie iNPUT har dog fået øje på et stillingsopslag, hvor Google søger en marketingschef for bl.a. Pixel-produkterne i Skandinavien, så måske kan alle tre ovennævnte Pixel-produkter komme officielt i handelen til efteråret?

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.