Forside * Nyheder

Sonys nye gaming-brand hedder Inzone

-

Den japanske gigant lancererer nu gaming-fokuserede monitorer og høretelefoner, der har meget lidt med PlayStation at gøre.

Sony har lanceret et nyt gaming-brand. Og det har kun meget lidt at gøre med PlayStation. Som årvågne tech-fans vil vide, er PlayStation i høj grad et amerikansk foretagende. For eksempel har Sony Interactive Entertainment hovedsæde i Silicon Valley i stedet for i Tokyo, hvor Sonys øvrige hovedsæde ligger.

Dermed er PlayStation-brandet i høj grad underlagt Sony Corporation of America, selv om det ærværdige, gamle, Japanske elektronikmærke naturligvis står som afsender på konsoller, tilbehør og spil. Dertil kommer, at en anden division, Sony Electronics, naturligvis hjælper til med komponenter og produktion.

Annonce:

Sony Electronics har også hovedsæde i USA, dog i San Diego i den anden ende af Californien modsat SIE. I den afdeling mener de tilsyneladende ikke, at Sony får nok ud af det gigantiske gaming-marked. Så derfor har de nu annonceret et nyt gaming-brand, der intet har at gøre med PlayStation. Navnet er Inzone, og her fokuseres der på de mange PC-gamere, som Sony ellers ikke når med deres konsol-fokus.

M for monitor og H for hovedtelefoner

De første produkter, Sony Electronics slipper ud under Inzone-brandet er således to gaming-fokuserede skærme og tre nye sæt gaming-hovedtelefoner. De to skærme hedder M9 og M3, og M’et står naturligvis for ”Monitor”. Det ved vi, fordi hovedtelefonerne hedder H9, H7 og H3, så det ville da være mærkeligt, hvis H’et ikke stod for ”Headphone”.

M9 er flagskibs-skærmen. Den er på 27 tommer og leverer 4K-opløsning via et IPS-panel, der har en refresh rate på 144Hz og full-array local dimming. Ifølge Sony har den en grå-til-grå-responstid på bare 1 millisekund.

Dertil kommer, at M9 dækker op til 95% af DCI-P3, er DisplayHDR 600-certificeret af VESA og har en HDMI 2.1-port, sådan at den kan understøtte variabel refresh rate, hvis resten af systemet kan levere det. Det kan en PlayStation 5 for eksempel, så hvis du vælger at koble en sådan til M9 i stedet for en PC, kan skærmen selv indstille refresh raten efter om du skal spille eller se en film.

Både M9 og lillebroderen M3 er kompatible med NVIDIA G-Sync, og M3’eren har den samme påståede responstid, variabel refresh rate og PlayStation-specifikke funktioner. M3 har dog kun fuld HD-opløsning, men dette tillader dog en refresh rate på 240Hz. Denne billigere version har naturligvis heller ikke den samme farvedynamik. Den er ”kun” certificeret til DisplayHDR 400. M9 er prissat til 10.000 kroner, mens M3 koster 6.000 kroner.

Eksplosioner med masser af bas

På hovedtelefon-siden finder vi H9, der koster 2.500 kroner. Modellen er trådløs med Bluetooth 5.0 og understøtter A2DP-, AVRCP-, HFP- og HSP-profilerne, ligesom den understøtter SBC- og AAC-codecs. Den har også aktiv støjreduktion ombord med ambient sound-tilstand, der kan slås til med en knap. For at undgå lag kan den dog også forbinde sig trådløst til en medfølgende USB-transceiver, der benytter 2,4GHz-båndet.

Uden støjreduktion kan man spille musik i disse hovedtelefoner i 32 timer ifølge Sony, der også lover, at der er masser af bas i dem til såvel brutale eksplosioner som brutale beats. De skulle være lige så behagelige at have på som de velanmeldte WH1000XM5-hovedtelefoner, for det er det samme syntetiske læder, der er sat på kopperne. Og så understøtter de naturligvis Sonys 360 Spatial Sound-system, sådan at spillets surround-lyd kan blive nogenlunde gengivet, selv med hovedtelefoner på.

Hvis du kan undvære den aktive støjreduktion, når du spiller, kan du spare 500 kroner ved i stedet at købe Inzone H7-modellen. Den er stort set ligesom H9, blot uden støjreduktionen. Hvis det skal være helt billigt, kan du købe H3, der koster 1.000 kroner. Så skal du til gengæld leve med et kabel, men f.eks. 360 Spatial Sound-funktionen er der stadig. Alle tre modeller har en boommikrofon, så du kan råbe af dine modstandere.

Inzone-hovedtelefonerne kan købes nu, mens Sony lover på sin danske hjemmeside, at skærmene ”kommer snart”. Ifølge flere medier betyder det angiveligt, at M9 kommer senere på sommeren, mens vi skal vente helt til vinter på den billigere M3. Det er sikkert chipmangel og logistikkrisen, der spiller ind.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.