Forside * Featured

Her er de første trådløse øretelefoner med aptX Lossless

-

Problemet er dog, at der endnu ikke er nogle afspillere, der kan levere en lydstream med Qualcomms nye format.

Australske Nura har altid været på forkant, når det gælder udviklingen af teknologisk interessante øre- og hovedtelefoner. Det var dem, der for nogle år siden kombinerede in-ear og over-the-ear-principperne i et og samme sæt hovedtelefoner, og sidste år besluttede de sig for at prøve en abonnementsordning af, hvor du kan abonnere på trådløse øretelefoner.

Nu er de så på banen igen, denne gang med NuraTrue Pro. Det, der gør disse trådløse øretelefoner til noget særligt, er at de ud over visse Nura-specifikke features og design-elementer også lover ”lydkvalitet på entusiastniveau over Bluetooth”. Det er jo selvsagt noget af en påstand, men der kan godt være noget om snakken.

Annonce:

NuraTrue Pro er nemlig de første trådløse øretelefoner, der har Qualcomms aptX Lossless ombord. Som de lydinteresserede vil vide, er aptX fællesbetegnelsen for Qualcomms trådløse lydteknologier, der primært er baseret på forskellige codecs og overførsel via Bluetooth.

Som navnet antyder skulle aptX Lossless kunne levere tabsfri musik via Bluetooth, hvilket hidtil ikke har kunnet lade sig gøre. Det eneste kompressionsformat, der kommer tæt på er Sonys LDAC, der har en båndbredde på 990 kbps.

”Matematisk” tabsfri

Men Qualcomm påstår – og det gør Nura så også i forlængelse heraf – at aptX Lossless kan levere 16-bits/44.1 Khz-lyd, der er en ”matematisk præcis bit-for-bit”-overførsel af den oprindelige audiofil. Sådan udtrykte Qualcomm det, da de annoncerede aptX Lossless sidste år. aptX Lossless er en del af aptX Adaptive-systemet, og vil kunne findes i visse implementeringer af Snapdragon Sound, som Qualcomm også kørte i stilling sidste år.

Ifølge Qualcomm kan aptX Lossless komme op på 1 Mbps i overførselhastighed, hvilket lige er et nøk mere end LDAC. Det sker via firmaets egen Bluetooth High Speed Link-teknologi. Sådan en hastighed opnår man dog kun under optimale radiofrekvens-forhold, understreger Qualcomm, men hvis der er pladsmangel på radiobølgerne kan aptX Lossless glat skalere helt ned til 140 kbps, så der ikke sker udfald (men lydkvaliteten bliver naturligvis derefter…)

Nu tænker du måske nok, at CD-kvalitet jo kræver 1.4 Mbps, fordi der i stereo overføres to kanaler med 16 bits 44100 gange i sekundet (16 x 44100 x 2 = 1.411.200), så hvordan kan aptX Lossless være matematisk tabsfri?

Det svarer Qualcomm ikke umiddelbart på i sit pressemateriale, men enten må de mene tabsfri overførsel i mono (der kun kræver 705 kbps), eller også – hvilket nok er mere sandsynligt – kan de komprimere nogle af de mange bits på en måde, der får dem til at fylde mindre, når de sendes afsted over Bluetooth, men vender tilbage til oprindelig størrelse ved udpakningen i øretelefonerne.

Overvældende Kickstarter-succes

Det sidste kræver naturligvis, at der er aptX Lossless-teknologi i både øretelefonerne og på den device, der afsender lydstreamen. Og det er lidt af en udfordring, i hvert fald lige p.t. For som en talsperson fra Qualcomm siger til The Verge, så er der simpelthen ingen afspiller-devices på markedet lige nu, der understøtter aptX Lossless.

Men det kan jo naturligvis være, at efterårets smartphone-lanceringer kommer til at ændre på dette. Og siden NuraTrue Pro er annonceret som et Kickstarter-projekt med levering til de første kunder til oktober, kan tingene have ændret sig, når øretelefonerne rent faktisk lander i kundernes postkasser.

 

Skulle du være interesseret i NuraTrue Pro kan vi berolige dig med, at Kickstarter-projektet i den grad ser ud til at blive til noget. Nura havde sat et mål på 20.000 dollar, men på bare et par dage er de allerede nået op på over 1,2 millioner dollar, og over 5.000 mennesker har allerede bestilt et par.

Ud over aptX Lossless udmærker NuraTrue Pro sig ved at have spatial audio-teknologi ombord fra Dirac Virtuo, adaptive ANC, samt den individuelle hørelses-tilpasningsteknologi, som Nura i sin tid slog sig op på. Udsalgsprisen er 329 dollar (cirka 2.345 kroner) før danske skatter og afgifter kommer oven i. I skrivende stund kan du dog stadig få 33% rabat, hvis du bestiller nu. Nura sender til hele verden.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.