Forside Nyheder

MacBook Pro 14/16” med M2 Pro/Max planlagt til efteråret

-
MacBook Pro 14″/16″ anses generalt for at være mere “pro” end MacBook Pro 13″ (Foto: Apple)

Det vil i givet fald være et år tidligere end forventet, eftersom M1 Pro- og -Max-versionerne knapt er et år gamle.

Der er tegn i sol og vind på at Apple er ved at sætte turbo på deres processor-strategi, når det gælder firmaets Mac-computere. Indtil videre har det set ud som om, Apple ville udsende MacBook Air- og Pro-versioner ud med nye Apple Silicon M-chips hvert andet år, og i mellemliggende år udsende kraftigere maskiner med M-chips i Pro- og Max-versioner.

Men der er noget, der tyder på, at chip-udviklingen går så godt for Apple, at de kan sætte lidt mere fut i lanceringen af nye maskiner. Sådan er det i hvert fald ifølge en af de journalister, der har de mest troværdige kilder tæt på Apples beslutningsproces, Mark Gurman fra Bloomberg.

Annonce:

I sit seneste nyhedsbrev skriver Gurman, at Apple ”håber på” at sende MacBook Pro-maskiner i 14”- og 16”-versioner med M2 Pro- og M2 Max-chips på gaden allerede til efteråret. Det vil i givet fald kun være et år siden de udsendte M1 Pro- og M1 Max-versionerne.

For nu lige at være helt sikre på at undgå misforståelser, skal vi måske lige pointere, at Apples MacBook-sortiment p.t. godt kan være lidt forvirrende. Det nuværende sortiment har fire MacBooks i fokus: MacBook Air, MacBook Pro 13”, MacBook Pro 14” og MacBook Pro 16”.

En tur ud i MacBook-junglen

De to første har stort set samme, lette design, men Pro 13”-versionen har lidt ekstra hestekræfter under motorhjelmen, er lidt dyrere, men har faktisk også en del ulemper i forhold til Air-versionen. Således har Pro 13” en GPU med 10 kerner, hvor Air’en kun har 8 kerner på GPU’en (den kan dog også købes i en 10-kerners version, hvilket kun gør det hele mere forvirrende).

Apple lover 20 timers levetid på en opladning på Pro 13”, men kun 18 timer på Air’en. Omvendt er Pro 13”-skærmen 0,3 tommer mindre og har derfor 64 pixels færre i højden på opløsningen. Det skyldes primært, at Apple har valgt en kamerahak-løsning med tyndere skærmramme på Air’en. Pro 13” vejer desuden 160 gram mere end Air ’en og koster en tusse mere.

Der er små designforskelle på MacBook Air M2 og MacBook Pro M2. En af dem er den tyndere skærmramme og kamerahakket på Air’en (Foto: Apple)

Men selv om det på navnet kun ser ud til at være en forskel i størrelsen er der langt fra MacBook Pro 13” til MacBook Pro 14”, og sidstnævnte får førstnævnte til at se ud som om, den ikke lever op til Pro-navnet. De to større modeller i 14”- og 16”-størrelserne er både væsentligt dyrere, væsentligt tungere og (i forhold til deres M1-lillebror) væsentligt hurtigere.

På 14”/16”-versionerne er der 10 kerner som standard på CPU’en, som kan kombineres med op til 16 kerner på GPU’en i M1 Pro-udgaven og helt op til 32 kerner på GPU’en i M1 Max-udgaven. Desuden kan de konfigureres op til 64GB RAM i M1 Max-versionerne. Skærmene er også bedre.

Leveranceproblemer kan komme på tværs

Med andre ord er der altså et ret stort spring i ”professionalismen” mellem MacBook Pro 13” og MacBook Pro 14”, selv om deres navne måske ikke angiver dette. Det var derfor, det på en eller anden måde gav mening, at 14”/16”-versionerne kom i mellemliggende år, når der ikke blev lanceret en ny M-chip.

I sommer kom så M2-chippen og dermed også nye udgaver af MacBook Air og MacBook Pro 13”. De fleste forventede derfor, at 14”/16”- versionerne af MacBook Pro først ville blive opgraderet til M2 Pro og M2 Max i 2023. Men Mark Gurman hørte allerede fra sine kilder inde i Apple for nogle uger siden, at Apples udvikling af chips gik hurtigere end forventet, og at firmaet allerede arbejder på M3.

I et svar på spørgsmål fra en af sine læsere skriver Gurman, at Apple planlægger at fremrykke lanceringen til dette efterår i stedet for efteråret 2023. Han skriver samtidig, at det ligesom på de nuværende modeller (og ved skiftet fra M1 til M2) primært bliver på GPU-delen, at de store fremskridt kommer til at ske. Han forventer også, at designet af 14”/16”-modellerne bliver det samme som nu.

Det eneste, der kan forhindre Apple i at gennemføre disse planer, skriver Gurman, er at Apple ligger under for de samme betingelser som alle andre, når det gælder levering af komponenter, de ikke selv producerer. Med andre ord kan den internationale udbudskrise forårsaget af COVID-19, olieprisinflation, chipmangel med mere, stikke en kæp i Apples hjul, når det gælder efterårslanceringen.

Annonce:
Forrige artikelViaplay indgår midlertidig aftale om danske produktioner
Næste artikelNu tester Netflix ekstra betaling for delte abonnementer
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.