Forside * Nyheder

Nye iPads skulle være lige på trapperne

-

Indenfor få dage kan vi få iPad Pro med M2 og billige iPads med USB-C. Apple har tilsyneladende også et svar på Googles tablet-udfordring i form af en ny iPad-dock.

Næste omgang iPad-opdateringer kommer tilsyneladende uden nogle større presse-dikkedarer eller stort anlagte events. Vi skulle angiveligt kun være få dage fra en opdatering af Apples iPad-portefølje, der ikke blot følger det vanlige mønster.

Annonce:

Det skriver i hvert fald Mark Gurman fra Bloomberg, der er én af de bedst informerede journalister, når det gælder Apple. Ifølge Gurman skal ventetiden på nye iPad Pro-modeller tælles i dage, og ikke i uger.

Den primære opdatering af iPad Pro-modellerne er en opgradering til M2-chippen, hvilket ”kun” giver en opgradering af hastigheden på 20%, men til gengæld skulle forøge batterilevetiden en hel del. Gurman lægger dog ikke hovedet på blokken i forhold til hvor meget.

Hvad der måske er endnu mere interessant er at Apple muligvis allerede sammen med de nye Pro-modeller vil annoncere deres nye basis-iPad, altså den billigste i sortimentet. Denne model står overfor et radikalt design-skift.

USB-C over hele iPad-linjen

For det første droppes Lightning-porten på grund af de nye EU-regler og erstattes af en USB-C-port. For det andet får selv de billigste iPads nu det samme design som Pro- og Air-modellerne, altså skærm til kanten og et farvel til Touch ID-knappen i bunden. Men det er altså mindre sikkert, at denne model lander indenfor få dage, sådan som de nye Pro-modeller skulle gøre.

Gurman har et godt bud på, hvornår modellerne kan blive offentliggjort. Apple fremlægger sit kvartalsregnskab 27. oktober, og har tidligere lanceret nye produkter kort før denne begivenhed. Apple har planer om at lancere iPadOS 16.1 i næste uge, så et tidspunkt mellem mandag d. 24. og torsdag d. 27. oktober er formentlig ikke helt urealistisk.

Der er også opdateringer af 14- og 16-tommer-versionerne af MacBook Pro på vej, der kommer i nye versioner med M2 Pro- og M2 Max-chips. Ifølge Gurman skal vi ikke forvente at ret meget andet bliver opdateret på disse maskiner, eller at de annonceres samtidig med de nye iPads. Opdateringer af firmaets mest professionelle MacBook Pro’er plejer først at komme et stykke inde i november.

Endelig melder Gurman også, at Apple arbejder på en M2-version af Mac Mini, hvilket også er tiltrængt. Modsat MacBook Air og de ”lette” versioner af MacBook Pro fik Mac Mini ikke nogen opdatering til M2 tidligere på året. Endelig skulle der også være en ny udgave af Apple TV på vej, men Gurman ved kun om denne, at den får A14-chippen ombord og en opgradering til 4GB RAM. Det er usikkert, om disse kommer i år, men ellers bliver det i starten af næste år.

Det bliver heller ikke før 2023, at Apple svarer på den udfordring, Google kom med for nylig i form af en tablet, der samtidig er en smartskærm takket være en medfølgende dock. Men sådan en dock kan Apple naturligvis også hurtigt lave. Ifølge Gurman er der således allerede en dock med indbygget højttaler, der kan lave en iPad om til en smartskærm, i støbeskeen. Men den kommer altså først i det nye år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.