Forside * Nyheder

CES 2023: Her er den brille, Google Glass skulle have været – 10 år senere

-
(Foto: Rec.dk)

Firmaet Vuzix har i mange år udviklet AR-briller primært rettet mod industrien, og nu begynder deres indsats at bære frugt.

Til april er det 10 år siden, Google Glass satte gadgetverdenen på den anden ende, og var med til at indføre en lidt mere kritisk holdning i offentligheden overfor personlig forbrugerelektronik. Hvor gadgetmanien i årtiet forinden var begyndt med iPod og siden tog fart med smartphones, tablets og andre personlige gadgets, blev Google Glass et symbol på, at manien også havde grænser.

Google Glass’ indbyggede kamera fik folk til at føle sig utrygge, når en eller anden nørd havde den på i deres nærhed – primært på grund af overvågningsfaren. Nørder med hang til Google-produkter bar dem til gengæld med stolthed, fordi de til at starte med kun var tilgængelige for udviklere. Det fik en del nørder i tech-hubs som San Francisco og Seattle til at tage dem på alle vegne.

Annonce:

Resultatet var, at folk med Google Glass på hovedet blev kaldt for ’Glassholes’ og at Googles brille under megen mediebevågenhed blev forbudt på barer i netop de to amerikanske byer nævnt ovenfor. Hvis det så bare var fordi Google Glass var lavet i et pænt design og fungerede nogenlunde fornuftigt, så kunne man måske nok forstå, hvorfor ’Glassholes’ havde dem på.

Men ingen af delene var tilfældet, og det var især irriterende – som man kan læse i vores test – at man skulle kigge opad mod det stykke krystalglas, der sad over højre øje for at se de informationer, brillen viste én. Der var jo ikke det, der var AR-brilledrømmen. For at det skal virke ordentligt skal man kunne kigge lige ud gennem brilleglasset og se informationer som et lag oven på virkeligheden. Og helst uden at ligne en idiot.

Længe undervejs

Vuzix har siden før Google Glass dukkede op været aktive i udviklingen af AR-briller, og har – formentlig ganske fornuftigt – fra starten haft et fokus på professionel brug, snarere end forbrugermarkedet. Men på CES 2023 viste de et nyt produkt frem, der gør det, som Google Glass skulle have gjort.

Det er muligvis taget 10 år, men Vuzix’ Ultralite OEM-model viser information ovenpå virkeligheden præcis sådan som AR-briller skal…ganske vist kun i en enkelt farve, nemlig grøn. Men pointen er, at du næsten ikke kan se, at der er tale om AR-briller. Med undtagelse af et par klodser på indersiden, som du skal tæt på for at kunne se, ligner de helt almindelige briller.

Selvom selfien af Rec.dks udsendte er lidt uskarp, skulle det gerne være tydeligt, hvor meget Vuzix Ultralite ligner almindelige briller. Som det ofte er med den slags var det desværre næsten umuligt at tage billeder af, hvad der kunne ses på indersiden. Men det var ret overbevisende (Foto: Rec.dk)

Da vi fik lov at prøve brillen på Vuzix’ stand, stod det klart, at der var tale om lidt af et gennembrud. Jojo, informationer og grafik var kun i grønt, og kun på det ene øje, men der var ikke noget med at skulle kigge akavet op til højre. Ligesom Google Glass kommer informationerne fra din smartphone.

Den vigtigste funktion er og bliver dog, at de her briller ligner almindelige briller…blot med alle de notifikationer, navigations-instrukser, nyheder med mere, du normalt kigger på en smartphone-skærm for at se, sat op lige foran øjnene. Det er præcis det ”personlige og usynlige heads-up-display” som AR-briller skal være for at blive en succes.

Kommer ud under andres navne

Google har teaset en AR-brille, der kan give dig undertekster, når nogen taler et fremmed sprog til dig. I kombination med en smartphone med Google Translate burde Vuzix’ brille kunne det samme, i hvert fald ifølge en Vuzix-repræsentant, vi talte med. Hvis det er tilfældet har Vuzix overhalet Google på mere end én front.

Men du skal dog imidlertid ikke forvente at se Vuzix-mærket ude i elektronikbutikkerne. De fastholder deres strategi, der er rettet mod erhvervsmarkedet. Som du dog måske allerede har bemærket, indeholder modelnavnet de tre bogstaver OEM, og det betyder, at Vuzix har tænkt sig at lade sætte deres logo på brillerne og sende dem på markedet.

Vuzix ville derfor naturligvis hverken sige noget om lanceringstidspunkt eller hvem, der kunne blive mulige OEM-partnere for dem. Men de lod dog slippe ud, at de her briller også bliver langt billigere end Google Glass var i 2013. Uden at nævne en fast pris, fik vi ud af dem, at brillerne kan komme helt ned på under 500 dollar i pris (altså 3500 kroner før danske skatter og afgifter).

Men det kommer selvfølgelig også an på, hvad partnerne vil tage for dem. Brillerne kobler sig din smartphone med Bluetooth og det betyder en batterilevetid på to dage ifølge Vuzix (Google Glass holdt i 3-4 timer på en opladning). Det skal blive spændende at se hvem, der bider på og rent faktisk sender Vuzix-brillerne på markedet under eget navn.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.