Forside * Nyheder

Sony barsler med ny håndholdt spilstreaming-enhed

-

’Project Q’ giver PS5-ejere mulighed for at streame deres favoritspil til en Nintendo Switch-lignende enhed.

For fire år siden droppede Sony den håndholdte konsol PlayStation Vita – i hvert fald udenfor Japan. Vita blev først annonceret i 2011, og over de næste otte år forsøgte Sony at gøre den håndholdte PlayStation til en succes – men uden held.

Landsmændene ovre hos Nintendo har altid haft mere held med deres håndholdte konsoller, og senest har Switch naturligvis vist, hvordan der kan være et stort marked for en håndholdt konsol, der også er rodfæstet i stationær brug.

Annonce:

Switch-formfaktoren, samt udviklingen indenfor spilstreaming, får nu tilsyneladende Sony til at prøve lykken igen med en håndholdt enhed. Men der er ikke tale om en håndholdt spilkonsol som sådan.

Der er i stedet tale en håndholdt enhed, som PS5-ejere kan bruge til at streame spil på. Enheden er altså ”dum”, forstået på den måde, at der ikke afvikles spil på den. Den ser i virkeligheden ud til at være en tablet med tilstrækkelig kapacitet til at streame spil fra en PS5 via WiFi.

DualSense-controller på hver side

Når ovenstående sætning er lidt ukonkret, er det fordi, vi kun har fået en forsmag på enheden og Sony således ikke har afsløret noget om dens specifikationer. Det skete under Sonys Playstation Showcase-event, der fandt sted tidligere i dag.

Jim Ryan, der er topchef i Sony Interactive Entertainment, kunne dog afsløre så meget, at skærmen er en 8-tommers skærm, som han beskrev som et ”HD-display” uden at komme nærmere ind på opløsningen.

Skærmen flankeres, i stil med Switch, af en controller på hver side af skærmen. Ryan lovede at disse controllere ville have ”alle de knapper og funktioner”, som PS5-spillere kender fra deres DualSense-controllere.

P.t. går enheden under navnet ’Project Q’, men det kan naturligvis ændre sig, inden enheden kommer i butikkerne. Det sidste skulle ske senere på året, hvilket formentlig betyder op mod julesalget. Sony har endnu ikke afsløret noget om prisniveauet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.