Forside * Nyheder

Carl Pei og Nothing vil gøre ringetoner cool igen

-
(Foto: Nothing)

Du kan selv komponere en ringetone med tilhørende lysshow til den kommende Nothing (2)-telefon, baseret på lyde lavet i samarbejde med Swedish House Mafia.

OnePlus-stifteren Carl Pei er på vej med sin næste smartphone under sit Nothing-brand. Den kommer naturligvis til at hedde Nothing (2), og ser ud til at have det samme, unikke LED-baserede designkoncept som Nothing (1).

Det ved vi ikke blot fra invitationen til annonceringen af den nye telefon, der foregår 11. juli. Her kan man se LED-kombinationen på bagsiden af telefonen lyse op i mørket, sådan at man ikke kan se selve telefonen.

Annonce:

Vi ved det også fra en kort ny video-teaser, som Nothing har lagt op på Twitter. Den viser at LED’erne bagpå vil kunne bruges i en spøjs, men sikkert ganske underholdende sammenhæng: Som lysshow til ens ringetoner.

Ja, du læste rigtigt. Med Nothing (2) vil Carl Pei tilsyneladende forsøge at give nyt liv til ringetonerne. Langt de fleste mennesker har ellers droppet ringetonerne til fordel for mindre forstyrrende vibrationer, hvilket er grunden til at mange af os begynder at famle efter smartphonen, når den karakteristiske brummen dukker op på lydsporet i for eksempel en film.

Lav selv lyd- og lysshow

Men som mange Rec-læsere formentlig husker, var der engang, Hvor ringetoner ikke blot var et udtryk for ens identitet, men også var big business. Hele annonceomslag i ugebladene var for eksempel fyldt med SMS-koder til køb af forskellige ringetoner, der begyndte som simple, bippende melodier, men siden udviklede sig til samplede versioner af tidens hits og diverse lydeffekter.

Før det sidste skete, var nogle af os ret entusiastiske omkring komposition af vores egne bip-ringetoner med diverse PC-værktøjer, der krævede opkobling af Nokiaen (som det typisk var dengang) til computeren. Det lader til at være denne nørdede trend, som Carl Pei nu vil forsøge at genoplive i en mere mainstream-venlig version.

På Nothing (2) kan man således komponere sine egne ringetoner og funktionslyde. Det er blevet gjort lidt nemmere for ikke-musikere i et samarbejde med Swedish House Mafia. Sidstnævnte har leveret en række tonale lyde og minimale musikalske fraser, som man så kan kombinere til noget nyt. Og som videoen viser, kan man sætte LED’erne på Nothing (2) til at lave et fint lysshow i takt med musikken.

Spørgsmålet er naturligvis, om det er tilstrækkeligt længe siden at togture, middage, undervisningslektioner m.m. er blevet voldsomt forstyrret af ringetoner til at vi har glemt hvorfor vi droppede dem i første omgang. Omvendt er der helt klart tale om en unik feature i dagens smartphone-marked – og helt i tråd med den hippe stil, Nothing går efter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.