Forside * Nyheder

Stort redesign på vej til Apple Watch om et par år

-
Der bliver næppe tale om et så radikalt redesign, at Apple Watch får foldbar skærm, sådan som Liquid Silicone forestiller sig herover. (Designkoncept: Liquid Silicone)

Vi skal næppe forvente runde ure, men der sker alligevel en hel del, når serien rammer version X i 2025.

Ligesom det skete med iPhone, vil Apple gøre noget særligt ud af lejligheden, når Apple Watch fylder 10 år. Der skulle være et stort redesign på vej, skriver en af tech-reporterne med allermest hul igennem til Apples fremtidsplaner, Bloombergs Mark Gurman.

Gurman skriver i sit nyhedsbrev, at Apple planlægger at fejre 10-års-fødselsdagen, som ligger i 2025. Som faste Rec.dk-læsere vil kunne huske, kom Apple Watch på gaden i april 2015 for første gang. Uret blev dog præsenteret i 2014, så der er en chance for, at vi også ser 10-års-fødselaren annonceret allerede i 2024.

Annonce:

Apple vil tilsyneladende også skele til den succesrige iPhone X-lancering, når det gælder navnet på jubilæumsversionen af Apple Watch, der altså skulle hedde Apple Watch X eller Apple Watch Series X. Det passer fint med, at vi til næste år regner med at se Apple Watch Series 9 lanceret, for X er som bekendt romertal 10.

Series 9, der forventes præsenteret sammen med den nye iPhone om få uger, bliver således kun en mindre evolution, akkurat som det har været tilfældet med designet på Apple Watch lige fra begyndelsen.

Ny remholder og microLED

Hvor Series 9 skulle få en lidt tyndere ramme på skærmen, forventes urkassen på Apple Watch X at blive en hel del tyndere end nu. Hvis Apple kan få det til at spille, vil det være et stort skridt fremad, eftersom en substantiel reduktion i tykkelsen næsten ikke kan undgå at få Apples smartwatch ned i en størrelse, der er sammenlignelig med analoge ure.

Men selv om uret bliver tyndere, skal man ifølge Gurman ikke forvente, at der kommer færre komponenter eller et mindre batteri ind i det. Tværtimod arbejder Apple på at skabe mere plads til disse elementer, siger Gurmans kilder.

Det sidste skulle ske ved at skifte rem-holderne ud. Angiveligt skulle den nuværende mekanisme, der holder remmen på plads, optage en hel del plads, der ellers kunne bruges til funktionel elektronik.

Af samme grund arbejder Apple angiveligt lige nu på at gå over til en magnetisk mekanisme til at holde uret fast på remmen. Gurman skriver, at det er uklart, om denne mekanisme bliver klar til jubilæummet, men det er klart at en slags Magsafe-løsning også har andre fordele. For eksempel kan der puttes ekstra sensorer i remmen, hvis der er direkte dataforbindelse fra rem til ur.

Apropos sensorer, så forventer Gurman, at det bliver med Apple Watch X, at Apple sætter en ny blodtryksmålings-teknologi i sit smartur. Og endelig vil uret også med jubilæumsudgaven overgå til microLED-skærm i stedet for OLED, hvilket skulle give en væsentlig forbedring i opløsning og lysstyrke, så uret er nemmere at se på udendørs.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.