Forside * Nyheder

Her er de første trådløse øretelefoner med MEMS-teknologi

-
Det er Aurvana Ace til venstre og Aurvana Ace 2 til højre (Foto: Creative).

Gode, gamle Creative kom først med øretelefoner med drivere, som både skulle give bedre lydkvalitet og samtidig bruge mindre strøm.

Hvad er de to vigtigste parametre, designere af trådløse øretelefoner skal tænke på, når det gælder driverne i dem? Det kan næsten ikke være andet end lydkvaliteten og strømforbruget. Men fordi disse to ting hænger sammen, stiger det sidste som regel i takt med det første.

En ny teknologi til trådløse øretelefoner, MEMS, lover dog alligevel det modsatte. MEMS-drivere skulle både give bedre lydkvalitet og samtidig nedsætte strømforbruget. Det lyder næsten for godt til at være sandt, indtil man kigger på, hvordan MEMS er sat sammen.

Annonce:

MEMS står for Micro-ElectroMechnical Systems. Det siger måske ikke ret meget. Det er primært noget, som firmaet xMEMS har udviklet. I stedet for det klassiske højttalerdesign med magneter og membraner benytter MEMS sig i stedet af en tudsegammel teknologi, nemlig piezo-drivere i kombination med en membran lavet af silicium.

Og så skulle man jo tro, at silicium ville være for hårdt et materiale til at få lyden skubbet ud med tilstrækkelig præcision, men det modsatte er tilfældet ifølge xMEMS. Tværtimod påstår firmaet at MEMS-drivere har den hurtigste transient-respons i verden.

Fra 5Hz til 40KHz

Piezo-drivere er som bekendt allerede gode til frembringelse af høje frekvenser, så resultatet skulle både være mere definition i lyden og større klarhed. Samtidig bruger piezo’er mindre strøm, hvilket afhjælpes af anvendelsen af silicium til membranen.

MEMS-teknologien har allerede været i brug i smartphones i mange år, men nu er den endelig blevet god (og lille) nok til at komme ombord i et par trådløse øretelefoner for første gang. Det er såmænd ingen andre end gode, gamle Creative, der har præsenteret Aurvana Ace- og Aurvana Ace 2-modellerne.

Man kan sige meget om Creative, og de fleste Recordere-læsere forbinder næppe dette brand med høj lydkvalitet, men selskabet har altid været friske på at prøve noget nyt af. For eksempel lavede de harddiskbaserede, transportable afspillere længe før Apples iPod kom på gaden.

Sådan ser de små MEMS-drivere ud (Foto: xMEMS)

Og før man afviser Aurvana Ace og Ace 2, er det måske værd lige at tjekke specs’ne. For eksempel påstås det, at deres frekvens-spændvidde går fra…hold fast…5Hz til 40KHz. Selv de mest lydhøre Recordere-læsere kan næppe nå helt derop og derned. Nu er frekvens-rækkevidden naturligvis langt fra den eneste parameter, der får øretelefoner til at lyde godt, men det er nok alligevel en teknologi, der er værd lige at holde et øje med.

De har begge hybrid-ANC ombord, ambient mode, seks mikrofoner, og har endda også IPX5-certificering. De understøtter Bluetooth 5.3., LE audio og LC3-codec’et, samt SBC, AAC, AptX, and AptX Adaptive. Ace 2-modellen er en anelse dyrere, og for de ekstra penge får du Qualcomms seneste AptX Lossless codec oven i hatten, som Creative siger kan levere 16-bit/44.1KHz uden kompression. De har en total spilletid på 24 timer, men Creative har ikke sagt noget om, hvor mange gange, de skal en tur i æsken for at nå op på dette.

Vi har endnu ikke set den danske pris, men de er sat til en amerikansk pris på 130 dollar for Aurvana Ace og 150 dollar for Ace 2. Det svarer nogenlunde til hhv. 905 kroner og 1045 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i. Vi har heller ikke set en fast releasedato, men forudbestillingerne skulle starte i morgen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.