Forside * Nyheder

Så er der nye Surfaces – i krympet form

- 0
Den nye mindre version af Surface Laptop (tv) og ditto Surface Pro (th) (Foto: Microsoft)

Surface Pro fås nu med 12”-skærm og Surface Laptop kommer nu i 13”-format. Prisen er også mindre og batteritiden længere. Men der er også indgået nogle kompromiser.

Microsofts populære Surface maskiner er blevet udsat for mindre kyndig afbenyttelse af vaskemaskinen og er krympet. Okay, så galt gik det alligevel heller ikke, men faktum er, at du nu kan købe både Surface Pro og Surface Laptop i nye, mindre størrelser. Også prisen er skrumpet ind.

Den populære, professionelle tablet Surface Pro starter således nu ved 7.599 kroner for en version med 12-tommers skærm. Det skal sammenlignes med 13”-versionen, der starter ved 9049 kroner.  Den slags reduktion i både størrelse og pris sker naturligvis ikke uden at gå på kompromis, og du kan således kun få 12-tommeren med LCD-skærm, ikke OLED.

Annonce:

Der sidder også en lidt mindre kraftfuld processor i den nye 12”-version, der kører med et 8-kernet Snapdragon X Plus-chipset. Til sammenligning kan den større version fås med både 10 og 12 kerner. Men de færre kerner og den mindre strømkrævende skærm betyder samtidig en længere batterilevetid.

Således siger Microsoft, at Surface Pro 12” kan klare 16 timers videoafspilning mod 14 timer på storebror. Det er dog alligevel en hel spillefilm yderligere, der kan ses på flyturen, før maskinen skal lades op igen. Det skal i øvrigt ske via USB-C, da den magnetiske Surface Connect-port er sparet væk.

Også den bærbare er skrumpet

Surface Pro 12” vejer også mindre i tasken – 686 gram mod 895 gram for den store model (målt uden tastatur). Til gengæld kan 12”-versionen ikke bruge det trådløse Surface Pro Flex-tastatur, men må nøjes med Surface Pro Keyboard, og de to USB-C-porte klarer kun USB 3.2, og ikke USB 4 som på 13-tommer-udgaven. Og så er frontkameraet kun 1080p og ikke lige så vidvinklet som det 1440p-kamera, der sidder på 13-tommeren.

Surface Pro 12″ fås kun i en enkelt farve i Danmark, nemlig Skifer (Foto: microsoft)

Som nævnt er også Microsofts Surface Laptop nu tilgængelig i en mindre version. I dette tilfælde er skærmen skrumpet fra 13,8 til 13 tommer, og prisen er skrumpet fra en startpris på 9.199 kroner til 8.599 kroner. Kompromiserne er nogenlunde de samme som på den nye, mindre Surface Pro.

På skærmen må du således opgive HDR-understøttelsen. Det er den samme, otte-kernede Snapdragon X Plus-chip, der sidder i Surface Laptop 13” som på Surface Pro 12”, og det ser også ud til at være det samme frontkamera. Det sidste er dog ikke så meget af et kompromis, for de dyrere versioner af Surface Laptop har også kun et 1080p-kamera på fronten.

Lettere vægt og mere tid på batteriet

Endelig er der også blevet skrabet lidt på USB-port-fronten her. Hvor den (nu) mellemste Surface Laptop-model på 13,8”-tommer har to USB-C-porte med USB 4 og en enkelt USB-A-port med USB 3.2, må den mindre 13”-model nøjes med USB 3.2 på USB-C-portene og USB 3.1 på A’eren.

Surface Laptop 13″ er også kun tilgængelig i en enkelt farve, Platin. (Foto: Microsoft)

Du kan heller ikke bruge Windows Hello-ansigtsgenkendelse til at logge ind på 13-tommeren, som du kan på de større modeller. Der er dog en Windows Hello-knap med fingeraftryks-læser i stedet.

Til gengæld er den nye Surface Laptop 13” lettere end sine storebrødre og vejer 1,22 kg mod hhv. 1,34 kg for 13,8”-versionen og 1,66 kg for 15”-versionen. Og der er en endnu større gevinst på batteriet i forhold til Surface Pro 12”. Surface Laptop 13” kan ifølge Microsoft afspille video i 23 timer mod 20 timer på 13.8”-versionen. Det er også værd at tage med.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.