
Manglen på en ordentlig Apple Intelligence-implementering i iPhone bliver nu brugt som drille-materiale af en af Apples nærmeste konkurrenter.
Når man sidder på toppen, må man forvente at blive drillet lidt af dem, der befinder sig længere nede på listen. Som bekendt er Apple førende på smartphone-fronten, når det gælder salg af enkelte modeller (modsat hvis man ser på overordnet smartphone-salg på tværs af en hel portefølje). Og dermed er de et mål for drillerier fra rivalerne.
Det gælder blandt andre Google, der efterhånden har tradition for at drille Silicon Valley-naboerne hos Apple, når det gælder forskellige smartphone-emner. Google lagde for eksempel med sine drillevideoer lidt ekstra oven i presset fra blandt andre myndighederne i forskellige lande, når det gælder Apples modstand mod implementering af RCS på iPhone.
Men i forbindelse med Googles lancering af firmaets flagskibsmodel for 2025, Pixel 10, har Google lidt ekstra ammunition at gøre med. Pixel 10 kommer på gaden 20. august, men det sker som bekendt i et lanceringsår, hvor Apple har haft en hel del problemer med AI, ikke mindst på iPhone.
Det kan Google naturligvis ikke lade stå ukommenteret, så selskabet har sendt en reklamevideo ud på nettet, der med slet skjult spydighed hælder salt i Apples åbne AI-sår. Det er som bekendt et område, hvor Google har en del mere succes end Apple, så det var måske forventeligt.
”Kommer snart”-meldinger i et helt år
Reklamen viser Pixel 10 fra forskellige vinkler med nærbilleder og lyssætning, der gør det svært at se, at der er tale om en smartphone (hvis man altså ikke lige ved det…) Det er med til at øge den mystik, der er kernen i reklamen. Man skal nemlig helst ikke vide, hvilken telefon, der er tale om, før til sidst. Ellers ville voice-over’en ikke virker, når den siger:
”Hvis du køber en ny telefon, fordi den har en feature der ”kommer snart”…men denne feature har været sat til snart at komme i et helt år, så kunne du eventuelt ændre din definition af ”snart”. Eller også kunne du simpelthen…skifte telefon.” Dette følges af en tekst på skærmen: ”Kræv mere af din telefon” og vi får lov at se Pixel 10 i fuld figur.
Den feature, som Google her hentyder til, er naturligvis Apple Intelligence. Apple lovede i oktober sidste år, at Apple Intelligence ville komme til iPhone på adskillige fronter, og visse funktioner er da også blevet introduceret – ikke mindst ved hjælp af AI-teknologi fra tredjepart.
Men en ny Siri er det ikke blevet til, og i det hele taget har Apple ikke været i stand til at holde sine AI-løfter. Det har ført til, hvad der kaldes Apples ’AI-krise’, hvorom hvilken Tim Cook for nylig har udtalt, at Apple måske bliver nødt til at købe sig ud af problemerne. Indtil da må Apple nok finde sig i at blive drillet lidt endnu af sine nærmeste konkurrenter.








