
Det bliver mere og mere udbredt at vestlige regeringer griber ind for at sikre leverancer af chips, så vi ikke ender i samme chipmangel-krise som for tre år siden.
De fleste Rec.dk-læsere husker nok, hvordan Corona-pandemien langsomt gled over i en anden slags international krise, nemlig den globale chipmangel. Det var en brat opvågnen for mange mennesker, der ikke havde tænkt over, hvordan manglen på chips kunne forsinke produktionen af alt fra biler til køkkenudstyr – og dermed også gøre alting dyrere.
Regeringer rundt om i verden helst undgå at sådan en situation kan opstå igen. Under den tidligere Biden-administration i USA, blev der således sat en masse penge af til at bringe store dele af amerikanske firmaers chipproduktion hjem til USA fra Taiwan. Det er et af de få politiske initiativer, som Trump har videreført fra sin forgænger.
Ud over USA, Taiwan og Kina er Holland faktisk et af de mest centrale lande, når det gælder chipproduktion. Det hollandske firma ASML er p.t. det eneste firma i verden, der kan levere systemer til chipfremstilling baseret på EUV (Extreme Ultraviolet)-litografi. Med andre ord kræver det maskiner fra ASML at lave de mest avancerede chips, vi alle sammen bruger lige nu.
Derfor er den hollandske regering måske også lidt mere opmærksom på leveringsdygtigheden og supply chain-udfordringer på chipområdet end andre EU-lande. Og det sidste har nu fået den hollandske regering til at tage et ret usædvanligt og drastisk skridt, der beskrives som værende både en oprustning mod og en udfordring af Kina.
”Ekstrem undtagelse”
Den hollandske regering har overtaget kontrollen med virksomheden Nexperia, ejet af kinesiske Wingtech. Nexperia fremstiller chips, har hovedkvarter i Nijmegen i Holland, og har fabrikker flere andre steder i Europa, Asien, og USA. Det hollandske økonomiministerium skriver i en udmelding, at beslutningen er en ”ekstrem undtagelse”.
Ifølge den hollandske regering blev der sendt nogle ”akutte signaler om alvorlig, administrativ mangelfuldhed” fra Nexperia, som regeringen var nødt til at reagere på. De valgte at bruge en sjældent anvendt hollandsk lov, hvor staten kan gribe ind og overtage en virksomhed, hvis sidstnævntes problemer truer leverancer af produkter, samfundet afhænger af.

BBC skriver, at det stadig ikke står helt klart, hvilket konkrete trusler mod chipleverancerne i EU, der blev signaleret fra Nexperia. Det hedder blot fra den hollandske regering, at ”disse signaler udgør en trussel mod kontinuiteten og sikringen af teknisk viden og kompetencer på hollandsk og europæisk grund. Tabet af disse kompetencer kan udgøre en risiko for den økonomiske sikkerhed i Holland og Europa”.
National sikkerhed
Ifølge BBC meddeler den hollandske regering, at Nexperia kan fortsætte med at producere chips som firmaet hele tiden har gjort. Indgrebet sker netop for ”at nedbringe risikoen” for at Nexperia holder med at producere chips som vanligt For nylig købte den amerikanske regering sig ind i Intel af lignende grunde.
Wingtech, der ejer Nexperia, har allerede meldt ud, at de er i gang med at undersøge, hvilke retslige tiltag, de kan gøre for at stå imod nationaliseringen. Wingtech-aktien faldt 10% af på Shanghai-børsen efter nyheden kom ud mandag, skriver BBC, der også bemærker, at affæren formentlig vil eskalere den handelskonflikt mellem EU og Kina, som Kinas handel med Rusland har medført på baggrund af Ukraine-krigen.
I Storbritannien tvang regeringen sidste år Nexperia til at sælge en af sine fabrikker i Wales af grunde, der havde mere at gøre med national sikkerhed. Nexperia landede i december på listen over virksomheder, som amerikanske virksomheder ikke må sælge til – også af nationale sikkerhedshensyn.








