Forside * Nyheder

Boxer: Derfor skifter vi til DVB-T2



 


Som det kunne læses i den anden nyhed, så er Boxer på vej med HDTV kanaler. I den forbindelse har vi haft en snak med Boxer direktøren, om hvad det betyder nu som i fremtiden.


 








Boxer direktør Steen Ulf Jensen

Hvorfor HD nu ?


“Hos Boxer har vi ikke set HD som en afgørende faktor, sålænge det kun var på de små kanaler. Altså ikke noget der var afgørende for valg af TV udbyder.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk, og han fortsætter:


“Men når de store hovedkanaler kommer i HD, så begynder flere at vænnes til at det er sådan TV ser ud nu. Og det betyder større fokus på HD.”


 


Hvorfor er det nødvendigt at skifte til DVB-T2 ?


“Set i det lange perspektiv vil SD (den nuværende standard TV kvalitet, red.) blive mere undtagelsen end regelen. På et tidspunkt ude i fremtiden vil de fleste kanaler være i HD.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk, og han fortsætter:


“Hvis vi skal have plads i vores net til at sende alle kanaler i HD, så er det nødvendigt med DVB-T2.”


Så dette er starten på en rejse, hvor Boxer-kunderne skridt for skridt kan skifte modtage-udstyr til DVB-T2. Ingen kommer til at miste noget, for HD kanalerne vil blive sendt parallelt med SD kanalerne, som et ekstra tilbud.


DVB-T2 vil være noget man kan springe på fra starten, eller vente med til senere.


Det bliver MUX5 som skifter til DVB-T2.


 


Hvornår skifter Boxer MUX5 til DVB-T2 ?


“Det bliver d. 1. April 2012.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk, og han fortsætter:


“Grunden til at vi vælger at melde ud allerede nu, at der kommer DVB-T2 til næste år, er at mange i forvejen ventes at skulle ud og købe nyt modtage-udstyr inden januar hvor MUX1 med DR1, DR2 og TV2-regionerne overgår til at sende i MPEG-4.”


“Ved at melde ud tidligt, kan producenter, forhandlere og kunder nå at forberede sig. Og dem der køber nyt, kan nå at sikre sig at det understøtter DVB-T2.”


Boxer har samtidig sørget for at bestille DVB-T2 bokse hos box-producenterne, så de også kommer på hylderne her til efteråret. I første omgang vil det være modtagerbokse fra Triax, Sagem og Humax, som er de box-producenter der har opnået Boxer-godkendelse til DVB-T2.


 


Hvor mange HD kanaler får i plads til ?


“Det ved vi ikke endnu. Det er en del af den planlægning vi skal igang med nu. Vi skal til at se på hvor mange HD kanaler der bliver plads til, og vælge hvilke det bliver. Det er kun TV 2 HD der er sikker.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk


 


Har i plads til alle SD kanalerne i de to tilbageværende DVB-T MUX ?


“Ja, vi skal have flere kanaler ind i MUX3 og MUX4, men det er vi også overbeviste om at vi kan.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk, og han fortsætter:


“Vi mener ikke at kapaciteten er fuldt udnyttet i de nuværende MUX. Siden starten for 2 år siden er det udstyr der komprimerer TV-kanalerne blevet mere effektivt. Vi skifter udstyr her i forbindelse med omlægningerne, og det giver mulighed for en mere dynamisk udnyttelse af kapaciteten, uden at det går ud over kvaliteten.”


 


Skal Boxer kunderne abonnere på en HD pakke ?


“Det ved vi ikke endnu. Det er endnu ikke fastlagt hvordan adgangen bliver til HD kanalerne. Det er en del af det arbejde vi skal igang med nu.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk


 


Hvordan vil i takle “tuner frygten” i befolkningen (skal vi nu have nyt igen) ?


“Vi er opmærksomme på at det kan virke irriterende at udviklingen går så hurtigt. Men sådan er venden jo blevet indenfor forbrugerelektronik: At vil man have det sidste nye, skal man med mellemrum udskifte sit grej.” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk og han fortsætter:


“Tag bare fladskærmene. I dag kan alle de nye forbinde til internettet, og får løbende nye muligheder for indhold igennem forskellige former for Smart TV. Det kunne de ikke for 2 år siden. Så vil man gerne have dette, skal man også skifte TV’et ud.”


“Vi er nok ved at blive mere vant til at vi skifter elektronik-produkterne ud hurtigere nu end tidligere. Der kommer hele tiden ny teknologi der giver flere muligheder, og det gælder også for settop-bokse.”


 


Hvordan er jeres roadmap. Hvornår skifter det næste MUX til DVB-T2 ?


“Der ligger ikke en færdig plan endnu, der er endnu for mange ubekendte. Dels ved vi endnu ikke hvad der kommer til at ske med MUX6, og så kommer der også en udbudsrunde på MUX8 senere” siger Steen Ulf Jensen til recordere.dk.


MUX6 er afsat til mobil-tv efter DVB-H standarden, men det er indtil videre sat på pause fordi DVB-H er en død sild. Holland har slukket for DVB-H igen, fordi der ikke kom nye mobil-telefoner med DVB-H på markedet. Senest har også Finland valgt at droppe DVB-H til fordel for DVB-T2, hvor der er kommet en LITE udgave der også kan benyttes til mobil-tv.


MUX8 er VHF frekvenser der bliver tilgængelige når Polen slukker deres analoge sendere. Sendetilladelsen til MUX8 sendes i udbud, og vinder Boxer den kan det betyde plads til endnu flere HD kanaler.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.