Forside Nyheder

HTC: Vores 4G-telefoner er noget møg


 


HTC har ikke leveret varen, når det gælder deres udvalg af 4G-telefoner. Det mener firmaet i hvert fald selv. Den overraskende udmelding kommer i forbindelse med skuffende salgstal i sidste kvartal af 2011.


“At tabe bolden” er et klassisk udtryk i fodbold, og det har erhvervslivet så siden taget til sig. Således var det det udtryk, HTCs økonomidirektør Winston Yung brugte, da han fremlagde et noget skuffende resultat for de sidste måneder af 2011. Yung indrømmede, at HTC havde “tabt bolden”, når det gjaldt firmaets 4G/LTE-telefoner. Yung sagde, at denne kategori af HTC-smartphones kunne blive meget bedre, både, når det gjaldt “design og komponenter.”


Yungs indrømmelse falder efter en periode, hvor HTCs smartphones har fået en del kritik for at 4G-telefonernes batterilevetid er alt for dårlig, og at telefonerne er for korpulente i deres design. HTCs kvartalsresultat for fjerde kvartal viste, at firmaet havde solgt 2.49 procent færre telefoner i 2011 i forhold til samme periode i 2010. Julesalget er essentielt for producenter af forbrugerelektronik, så når der sker et sådant fald, når der oven i købet er lanceret en relativt ny produktkategori i form af LTE-telefoner, er det noget, der bliver taget alvorligt.


HTC udsendte i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen en pressemeddelelse, hvori man pointerer, at man nu ser fremad mod produktkollektionerne i 2012 og man satser på, at disse nok skal genoprette et fornuftigt salg.

Annonce