Forside Nyheder

Nu kommer de billige ICS-tablets


På CeBIT i Hannover viser de billige Ice Cream Sandwich-tablets frem med gode specifikationer. Det er der bare ingen, der lægger mærke til.


De må have bandet og svovlet i Hannover for et par uger siden, da det stod klart, at Apple ville præsentere iPad 3 ved en event 7. marts. Det er nemlig lige oven i CeBIT-messen. Den store, tyske elektronik- og IT-messe lider i forvejen under konkurrencen med mere spændende destinationer som CES i Las Vegas og Mobile World Congress i Barcelona, også selvom CeBIT-messen er langt mere IT-orienteret.


Det ændrer ikke på, at Apple har stjålet al opmærksomheden, hvilket betyder, at de mange små nyheder fra CeBIT ikke få ret meget opmærksomhed i medierne. Alligevel synes vi, det var værd at nævne en trend, der er at spore på messen i Hannover, og det er prisfaldet på gode Android-tablets.


Indtil videre har en god Android-tablet næsten kostet det samme som en iPad. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Et godt eksempel herpå er det kinesiske firma Viota, der netop har lanceret en 9.7-tommer tablet (bill.) med 1024×768-opløsning på skærmen, Android Ice Cream Sandwich ombord, og ikke mindst: IPS. Den sidste forkortelse står for In-Plane Switching, som er en teknologi, der giver forbedrede anskuelsesvinkler.


Også på kamerafronten er Viota-modellen habil – her kan den levere et fem-megapixels kamera bagpå og et to megapixels-kamera på fronten til videochat. Det svarer næsten til det, man finder i den nylancerede iPad 3.


Men det utrolige ved Viota er prisen. Den koster i følge websitet Engadget blot 120 dollar i indsalg. Med en 15% fortjeneste til forhandleren og dansk moms kan den altså presses ned på under 1000 danske kroner i butikkerne, hvilket er uhørt for en tablet med disse specifikationer.


Med andre ord: Tablets med Ice Cream Sandwich ombord ser ud til at blive billigere i det kommende års tid. Hold øje med din lokale gadget-pusher…


 

Annonce