Forside Baggrund

Ny teknologi kan tredoble lysintensiteten i OLED TV

-
OLED TV kan få et større lys output med ny teknologi. Arkivfoto: recordere.dk

Forskere har udviklet en ny type mikroskopiske linser der kan forøge lyset fra OLED displays.

En af de udfordringer OLED TV har sammenlignet med de LCD-baserede konkurrenter, er at LCD (LED og QLED TV) pga. bagbelysningen kan levere en højere lysintensitet. Det betyder flere nits på skærmen, til gavn for HDR (High Dynamic Range).

De bedste OLED TV kan kortvarigt nå 1000 nits nu, mens LCD-baserede TV kan nå 2000 nits eller højere. Modsat har OLED TV, netop fordi der ingen bagbelysning er til at genere, mulighed for bedre sortgengivelse og flere detaljer nede i den mørke ende.

Men hvad nu hvis OLED TV kunne kombinere fordelene ved sort og samtidig løfte lys output? Det kan en ny teknologi hjælpe med.

Det er forskere hos universitetet i Michigan der har udviklet en ny form for linser der er så mikroskopiske at de kan sidde i et ‘gitter’ foran de enkelte pixels i et OLED panel.

 

Illustration (vendt på hovedet) af linsernes placering. Foto: University of Michigan

 

Faktor 3

Disse mikrolinser kan forstærke lyset med cirka en faktor 3. Forskerne fandt at hvidt OLED-lys blev øget med en faktor 3,1 mens grønt lys blev øget med en faktor 2,8.

Forskerne fortæller at teknologien kan tilføres uden bivirkninger. Eksempelvis er der ingen påvirkning af displayets skarphed.

Det er samtidig ikke noget der væsentligt fordyrer selve produktionen, for teknologien kan tilføjes som en del af eksisterende OLED produktion. Et ekstra lag der skydes ind mellem elektroder og glas substrat, og det kan håndteres som en del af produktionen uden at der skal bygges helt nye fabrikker og produktionslinjer.

Hvornår vi ser den nye teknologi anvendt i OLED TV og andre produkter med OLED-displays må vi afvente at se. Hvis en eller flere fabrikanter bider på skal det først omsættes fra laboratorium til masseproduktion.

Teknologien kan iøvrigt både anvendes til OLED displays og OLED lys.

 

Annonce