Forside * Featured

Privatkopiering: Afgifter på elektronik og medier aftales inden sommer

-

Blankmedieordningen skal moderniseres og kulturministeren byder rettighedshaverne og erhvervslivet til forhandlingsbordet.

Blankmedieordningen kompenserer rettighedshavere for den lovlige kopiering der forgår privat. Det kaldes privatkopiering, eksempelvis hvis der tages en kopi af en CD over på en smartphone,

Annonce:

Medier som VHS, CD og brændbare DVD-skiver er pålagt afgifter som tjener penge ind til rettighedshaverne, og den nuværende blankmedieordning har ikke fulgt med den teknologiske udvikling.

Samtidig er der krav fra EU om at hvis man har sådan en ordning så må den ikke favorisere nogle typer af medier overfor andre.

Det var oprindelig planen at en ny blankmedieordning skulle have været en del af finansloven for næste år, men det arbejde blev udskudt. Udgangspunktet for en ny aftale er ‘Rapport fra Blankmedieudvalget’ der kom i september.

 

Forslag fremme

I rapporten fra Blankmedieudvalget foreslås afgifter på:

Løse lagringsmedier

  • Optisk
    • CD-R
    • DVD
    • Blu-ray
  • Flash
    • USB
    • Hukommelseskort

Integrerede lagringsmedier

  • Mobile lagringsmedier
    • Smartphone
    • Tablet
    • Medieafspillere
    • Bærbare computere
  • Lagringsmedier i hjemmet
    • Stationære computere
    • Eksterne harddiske
    • Apparater med indbygget lagring
    • Apparater med optagefunktion

 

Flere inviteres med til forhandlinger

Kulturministeren Mette Bock har bedt rettighedshaverne og erhvervslivet om at indlede forhandlinger, der skal munde ud i en ny aftale om blankmedieordningen.

“Den nuværende blankmedieordning er forældet. Nu giver vi de implicerede parter et frirum til selv at nå til enighed om en løsning, der tager højde for den teknologiske udvikling, hvor der også sker privatkopiering på f.eks. smartphones og tablets”, fortæller Kulturminister Mette Bock og fortsætter:

“Jeg håber, at parterne går konstruktivt og ansvarligt til værks, så vi kan få en blankmedieordning, alle parter kan se sig selv i”.

Deadline for parternes indbyrdes forhandlinger er sommeren 2019.

 

Fakta om blankmedieordningen

Ophavsretsloven giver i dag privatpersoner mulighed for at lave private kopier af f.eks. musik og film – uden først at spørge de personer om lov, som har lavet musikken eller filmene.

Det er et krav, at rettighedshaverne skal modtage en kompensation.

Den nuværende ordning sikrer dog kun kompensation, når man som privatperson køber fx USB-sticks eller CD´ere. Smartphones eller tablets er således ikke omfattet på nuværende tidspunkt.

Kilde: Kulturministeriet

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.