Forside Nyheder

Stor pirat-tv ring optrevlet og 2 danskere anholdt

-
Screenshot fra spansk politis video af ransagningen

11 datacentre var indvolveret i illegal distribution af 800 europæiske tv-kanaler.

Spansk politi har ledet efterforskningen af den hidtil største sag mod tv-pirater i Europa. Dette med hjælp fra politiet i Danmark, Storbritannien samt Europol.

To danskere og tre spaniere er anholdt. Det skriver avisen The Telegraph.

Med afdelinger i Danmark, Spanien, Storbritannien, Holland, Letland og Cypern drev de en omfattende illegal parallel distribution af betalings-tv.

800 tv-kanaler blev distribueret rundt i Europa via IPTV fra i alt 11 datacentre.

 

Sagen startede i 2015

Sagen går helt tilbage til 2015, hvor rettighedshaverne fra engelske Premier League meldte en hjemmeside i Malaga til politiet, for at sælge tv-pakker uden at have rettighederne til det.

Efterforskningen ledte politiet på sporet af den omfattende organiserede kriminalitet med illegal tv-distribution, hvor bagmændene levede et luksusliv på den spanske solkyst.

20 forskellige hjemmesider ledte kunder ind til 10 forskellige tv-pakker, tilpasset forskellige lande rundt omkring i Europa. Organisationen bestod af et netværk af selskaber, hvor betalingen for abonnementerne gik til et firma i Gibraltar.

 

Abonnenter i 30 lande

Udover tv-kanaler blev der også solgt radio, musik og film til abonnenter i 30 lande.

At der blev benyttet hele 11 datacentre var en del af deres strategi i forsøget på at skjule deres forehavende. Her blev de servere der distribuerede tv-kanalerne løbende udskiftet, og de mange hjemmesider der solgte adgangen handlede om andre helt andre ting, når man besøgte deres forsider.

Politiet anslår at bagmændene har tjent 8 mio. euro svarende til 60 mio. kroner. De 3 der blev anholdt i Spanien boede i luksus i Malaga, og i forbindelse med sagen er der også beslaglagt 12 luksusbiler.

Filmen herunder, som spansk politi har lagt ud, viser uddrag af ransagningerne i Spanien.

 

 

Annonce