Forside Nyheder

Apples elbil viser endnu et livstegn

-
En af Internettets mere fantasifude fan-visioner for , hvordan Apples elbil kunne se ud.

Det er ikke så længe siden, idéen om en Apple-bil blev dømt død, ude og borte.

Kilder med kendskab til Apples planer meldte dengang ud, at et strategiskift i det såkaldte Project Titan havde ændret firmaets fokus fra produktion af en reel bil med Apple-logoet på til software, der kan bruges i andre producenters selvkørende biler. Apple søgte siden om tilladelse til at teste selvkørende biler på Californiske veje.

Men siden har Apple-bilen faktisk vist adskillige livstegn, primært i form af ansættelser, som Apple har foretaget. Mange af dem kommer fra Tesla, hvorfra Apple foreløbig har nappet to højtstående medarbejdere. Og nu har de nappet én mere.

Og det er ikke en hr. Hvemsomhelst, der er gået fra Tesla til Apple. Dr. Michael Schwekutsch var en af hoved-hjernerne hos Tesla, når det gjaldt udviklingen af bilernes motorer og gearsystemer. Før Tesla har han været med til at udvikle de samme dele af elbiler for BMW og Fiat og har også arbejdet på Porsches 918 Spyder ifølge hans LinkedIn-profil.

Hos Tesla har han været med til at udvikle to modeller på vej på markedet, nemlig den kommende Roadster og Teslas elektriske lastbil. Hans navn står på over 100 patenter relateret til de dele af en bil, der skaber fremdrift.

Og det er netop det sidste, der gør hans ansættelse hos Apple interessant. Flere Silicon Valley-medier ser det som et tegn på, at Apple ikke blot vil holde sig til at design bil-software, men rent faktisk er i gang med at udvikle en bil.

Hvad skal Apple med en motor- og gearekspert?

Argumentet lyder, at der ikke nødvendigvis er behov for at ansætte en højprofileret ekspert i motorer og gearsystemer for at udvikle software, der primært arbejder med styretøjet. Omvendt skal en selvstyrende bil også kunne accelerere og decelerere, hvilket jo netop involverer motorer og gearsystemer.

Det er lidt det samme argument, der er gældende for de to andre Tesla-folk, som Apple har ansat. Først hev de Doug Field ind, der faktisk var tidligere Apple-mand, men så gik til Tesla for at lede ingeniørholdet, der udviklede firmaets biler. Da han vendte tilbage til Apple, var det netop i sådan en ledelsesrolle, men for Apples biludviklingshold.

Siden fulgte også Andrew Kim over fra Tesla til Apple. Kim var en af designerne bag flere Tesla-modeller, og hans ekspertise er at designe bilernes ydre og indre – hvilket er endnu en ekspertise, det er svært at se nødvendigheden af, hvis Apple kun er fokuseret på at lave software til andre producenters selvkørende biler.

Dr. Michael Schwekutsch’ nye jobtitel hos Apple er Senior Vice President of Engineering i det, der hedder Special Projects Group, eller blot SPG. Her udvikles Apples hemmeligste og mest nyskabende projekter, inklusive Project Titan. Det kunne selvfølgelig være, at Schwekutsch skal arbejde på noget andet end Project Titan, men hans ekspertise taget i betragtning er det næppe ret sandsynligt.

Annonce