Forside Nyheder

Tesla-designer går til Apple: Lever Apple-bilen endnu?

-
Konceptdesign: Aristomenis Tsirbas

I tirsdags startede Andrew Kim på et nyt job.

Det gjorde han ved Apples rumskibslignende hovedkvarter, Apple Park, i Cupertino. Tidligere havde han ellers arbejdet hos Tesla som en af firmaets hoveddesignere. Og det kan betyde, at Apple stadig ikke har opgivet deres bilplaner.

For flere år siden begyndte der at rumstere rygter om, at Apple ville lave en bil. Så hed det sig, at Apple ville lave en el-bil, og at der blev arbejdet på den under navnet Project Titan. Men det gik åbenbart lidt trægt med udviklingen, for siden blev en Apple-veteran hevet ind for at få projektet på ret kurs.

Den rette kurs viste sig dog at kræve en gedigen kursændring, for Apple valgte siden helt at droppe at lave en egentlig bil og i stedet fokusere på software til selvkørende biler. Derfor vakte det en del opsigt, da det i august lykkedes Apple at hive Doug Field over fra Tesla.

Field havde tidligere ledet udviklingsarbejdet med Mac-hardware hos Apple, men hos Tesla havde han været chefingeniør for udviklingen af firmaets el-biler. Det fik flere medier til at spekulere over, hvorvidt Apple måske alligevel ikke helt havde droppet idéen med rent faktisk at lave en bil med Apple-logo på.

Fra Microsoft til Apple over Tesla

Nyheden om, at Andrew Kim nu også er gået fra Tesla til Apple hælder mere benzin på spekulationsbålet. Hos Tesla har Andrew Kim været med til at designe udgaver af stort set alle modeller undtagen den tidlige Roadster-model, altså Model S, X, Y og 3. Han har også bidraget til Roadster V2 og den kommende Semi-lastbil.

Man kan spørge sig selv, hvad Apple vil med en bildesigner, hvis de ikke har planer om at sende en bil på markedet. Ansættelsen af de to Tesla-folk peger da bestemt også i den retning. Omvendt er det værd at huske på, hvordan Andrew Kim begyndte sin karriere som designer.

Kims oprindelige arbejde var nemlig brugerflader, hvilket jo passer fint ind i Apples planer om at levere software til selvkørende biler – eller til noget helt andet. Han fik sit gennembrud som designer i 2012, da han lagde et redesign af Microsofts visuelle brand-porteføjle op på nettet. Microsoft var kloge nok til at ansætte ham med det samme, og han har siden arbejdet på Windows 10-designet og HoloLens ifølge The Verge.

Hos Tesla har han dog angiveligt primært arbejdet med interiøret i Tesla Model 3, men har som nævnt også bidraget til designet af firmaets andre hovedmodeller.

 

Annonce