Forside * Nyheder

Lad være med at købe en MacBook nu – der er nyt på vej

-
Apple 16″ MacBook Pro

Ny teknologi-registrering peger i retning af en forårs-opdatering af Apple bærbare.

Det ser ud som om, der er nye computere af den bærbare slags på vej til Apples portefølje. Dermed er vi endnu engang gået ind i den periode, hvor det absolut ikke kan betale sig at investere i en MacBook – også selv om vi ikke kender ret meget til detaljerne.

Informationerne om de nye MacBooks kommer fra 9to5Mac, der har fået øje på en ny registrering hos Eurasian Economic Commission eller EEC. Denne økonomiske handelsorganisation dækker Rusland, Hviderusland, Armenien, Kazakhstan og Kirgisistan.

Annonce:

Der er tale om en ”personlig, bærbar computer” med modelnummeret A2289, og som ifølge EEC-registreringen kører med macOS 10.15. Det kan jo næsten ikke være andet end en eller anden form for MacBook.

Magisk tastatur

Det, vi endnu ikke ved, er hvilken MacBook-model, der er tale om. Der er dog (som 9to5Mac også skriver) en del, der tyder på, at det kunne være en 13-tommers MacBook Pro med et relativt nydesignet tastatur.

Som det vil være de fleste Apple-fans bekendt, dukkede der sent sidste år en 16-tommers MacBook Pro op med det nye ’Magic Keyboard’-tastatur, der er baseret på de såkaldte ’scissor switches’ i stedet for de ’butterfly switches’, der var på de foregående modeller.

Apple 16″ MacBook Pro

’Butterfly switch’-tastaturerne voldte Apple, og ikke mindst MacBook-ejerne, en hel del problemer og var en af de hardware-skandaler, som får en masse opmærksomhed. Det sidste er naturligvis primært fordi, Apple-produkter er ekstra dyre og forventes at holde i længere tid end konkurrenterne.

Det nye tastatur er dog endnu ikke kommet til den meget populære 13-tommers MacBook Pro, det var kun den nye 16-tommers-maskine, der fik et nyt tastatur sidste år. Samtidig vil Apple formentlig benytte lejligheden til at opgradere 13-tommeren på processorfronten med mere.

Køb ikke nu

Apple-spåmanden Ming-Chi Kuo forudsagde netop sidste år, at der først ville komme en 16-tommers MacBook Pro med Magic Keyboard, og at sidstnævnte så ville komme til 13-tommer-modellen og MacBook Air i 2020. Indtil videre har vi dog kun hørt om en enkelt, ny maskine, og det ville ligne Apple dårligt at give MacBook Air det nye tastatur før 13-tommer-udgaven af MacBook Pro.

EEC-registreringerne kommer som regel et par måneder før officielle lanceringer, og det passer med, at Apple venter til efter Mobile World Congress med at holde en presse-event. Her kan der også blive lanceret en billigere iPhone, siger rygtet.

Men det betyder, at det lige nu er et rigtig dumt tidspunkt at købe en MacBook Pro på. Dels fordi man ved at vente kan få Magic Keyboard og ny hardware for de samme penge, dels fordi ældre modeller bliver billigere ved sammen lejlighed – hvis man kan leve med butterfly switches.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.