Forside Baggrund

Google angriber OnePlus med den superbillige Pixel 4a

-

Mens vi venter på Pixel 5 har Google annonceret en superbillig smartphone, der kan en masse.

Google har for længst fundet ud af, at der er penge at hente i mellemklassen. Altså, den prismæssige mellemklasse af smartphones. Det samme har Apple, Samsung, Huawei og de fleste andre smartphone-producenter, men især OnePlus har siddet på mellemprisklassen i længere tid.

Annonce:

OnePlus har dog som bekendt opkvalificeret sig til topklassen med sine seneste flagskibsmodeller, der samtidig kravler op i en højere prisklasse, også selv om de stadig er billige. For ikke at miste sin populære position i mellemklassen, lancerede de for nylig Nord-modellen.

Og det var nok lige i tide til at afværge det værste af det frontalangreb, som Google nu udfører på OnePlus’ førerposition i mellemklassen. Google har netop lanceret sin skrabede udgave af flagskibstelefonen Pixel 4, og den har fået anmelderne helt op at ringe.

Pixel-telefonerne fås stadig kun som parallelimport i Danmark, så der er ingen officiel salgspris. Men i Tyskland kommer den til salg for blot 340,20 Euro, eller cirka 2534 kroner, hvilket er 765 kroner mindre, end hvad en OnePlus Nord koster.

Meget kamera for pengene

Med andre ord er Pixel 4a næsten en fjerdedel billigere end OnePlus Nord, men giver ifølge anmelderne ret meget for pengene. Den 5,8” store skærm er et OLED-panel med FHD+-opløsning (2340 x 1080) og HDR. Skærmen er samtidig den første telefon fra Google, der ikke har nogen kanter og har placeret selfie-kameraet i et kamerahul (Hvilket siger noget om, hvad vi kan forvente fra Pixel 5 til efteråret).

OneSom kvikke læsere kan regne ud, betyder det, at telefonen ikke er ret meget større end de 5,8” i den diagonale overflade. For folk, der synes at telefoner i vore dage er alt for store, udgør Pixel 4a altså et alternativ, der vækker mindelser om ældre iPhones med mere. OnePlus Nord har dog én fordel frem for Pixel 4a – sidstnævnte opdaterer kun skærmen ved 60Hz, hvor Nord kan klare 90Hz.

Til gengæld giver Pixel 4a Nord’en hård konkurrence på kamerafronten. Pixel 4a har nemlig stort set den samme sensor og software som flagskibstelefonen Pixel 4 fra sidste år. Googles telefoner er kendte for at have nogle af de bedste kameraer på markedet, og til efteråret kommer Pixel 5 med endnu nyere kamerateknologi.

Men det er softwaren, der gør Pixel-seriens kameraer så gode, så i princippet bør kvaliteten være den samme på 4 og 4a. Der er dog den forskel, at Pixel 4 også har en sensor med en telefoto-linse, hvor 4a kun har et enkelt objektiv. Det er reelt set Pixel 4’erens 12.2MP-kamera med f/1.7-blændeåbning, som Google har sat i 4a. De samme billeder, der tages med førstnævnte kan altså tages med sidstnævnte. På fronten sidder der et 8MP-selfiekamera.

Langsomt chipset og mindre batteri

Det største kompromis – som det stort set altid er tilfældet med mellemklasse-telefoner, er indgået på processorfronten. Her må Pixel 4a nøjes med Snapdragon 730G-chipsettet, der dog har 6GB RAM at arbejde med (OnePlus Nord har 8GB). Der er 128GB lagerplads, som ikke kan udvides.

Der er flere ting, man må undvære for at spare penge. Fingeraftrykslæser i skærmen, f.eks. Der er dog en fingeraftrykslæser ombord, den sidder blot bagpå, sådan som den gjorde på de fleste smartphones, før skærm-læserne blev populære.  Der er heller ingen trådløs opladning, men telefonen kan dog lades hurtigt op med en 18W-USB-oplader. Det kan også blive nødvendigt, for batteriet er kun på 3.140 mAh.

Til gengæld kan man undre sig over, at Google har valgt at gøre visse musikelskere glade ved at sætte et minijack-stik til hovedtelefoner i telefonen. Måske er det fordi, de forventer, at folk, der ikke har råd til en Pixel 4 eller 5, heller ikke har råd til trådløse øretelefoner eller biler med Bluetooth.

Pixel 4a kommer i butikkerne i de lande, hvor den forhandles officielt 20. august. Det vil formentlig også være deromkring, den kan findes i de danske butikker, der forhandler den via parallelimport. Senere skulle der også komme en version med 5G ombord, så det kan måske være en god idé at vente lidt med at købe.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.