Forside Produkter Mobil

Samsung afslører nye tablets – både foldbare og ikke-foldbare

-
Galaxy Tab S7 i selskab med de nye Galaxy Buds Live og den nye S Pen. Farven hedder ‘Mystic Bronze’ (Foto: Samsung)

Ved efterårsudgaven af Unpacked brugte Samsung også noget af tiden på at vise nye tablets frem

Et forbrugerelektronik-brand som Samsung skal naturligvis have en tablet-konkurrent til iPad og Surface i sortimentet. Adskillige tablets er blevet lanceret, der bærer Samsung-logoet, men de har ikke gjort ret meget væsen af sig. Der kom dog en del fokus på Samsungs tablet-aktiviteter, da de lancerede én sidste år, der kunne foldes sammen.

Nu har firmaet annonceret både en ny version af den sidstnævnte og af den mere almindelige og ufleksible slags. For nu at starte med den sidste, så er den 11 tommer store Galaxy Tab S7 (og dens 12.4-tommers version, Tab S7+) rettet direkte mod produktivitetspublikummet. Den er altså mere tænkt som en konkurrent til de udgaver af iPad og Surface, der hedder ”Pro” til efternavn.

Annonce:

Samsung siger, at S7-serien har kapacitet som en PC, men den er dog stadig baseret på en mobilt chipset, nemlig Snapdragon 865 Plus. Sidstnævnte har 6 GB RAM at lege med, mens der er 128 GB indbygget lagerplads, der kan udvides til 1 TB via microSD. Der er også gjort noget ekstra ud af batterilevetiden. Hvor forgængeren Tab S6 kun havde 7.040 mAh på batteriet, har Tab S7 8.000 og S7+ kommer helt op på 10.090 mAh.

S Pen opgraderet

Det skal dog også til, hvis de nye, større skærme i de to modeller ikke skal suge al strømmen på rekordtid. Skærmene er som nævnt på 11” og 12.4” og har en opløsning på hhv. 2560×1600 og 2800×1752 pixels. Den lille har et LTPS-panel, mens den store kører med Super AMOLED. De kan begge opdatere skærmen ved op til 120Hz.

Skærmen fylder mere af Tab-seriens overflade end nogensinde før, med en skærmdækning på henholdsvis 83 og 85 procent. Begge har et dobbeltkamera bagpå, bestående af et hovedkamera på 13 MP og et ultra-vidvinkelkamera på 5MP. Kameraet foran til selfies og videochat er på 8 MP. Der sidder derudover fire Dolby Atmos-understøttende højttalere i Tab S7 og S7+.

Galaxy Tab S7 bagfra (Foto: Samsung)

Tab-serien udmærker sig dog med tilstedeværelsen af S Pen, Samsungs pen til håndskrift på skærmen. Denne har nu også fået en opgradering, sådan at den nu kun har en latency på 9ms, hvilket skulle give en endnu mere realistiske skriveoplevelse.

Den anden tablet som Samsung viste frem ved Unpacked idag er naturligvis Galaxy Z Fold 2, opfølgeren til sidste års så omtalte Galaxy Fold. Rygtet var løbet i forvejen omkring design og specifikationer, og det viste sig at holde stik. Med andre ord er hovednyheden, at der nu er skærm på det meste af fronten, når tablet-smartphone-hybriden er lukket sammen, modsat den lille skærm, der var at finde på den første version.

Tættere på mål

Frontskærmen er nu på 6,2” (1080p, Super AMOLED), mens telefonen i åben tilstand er en tablet med 7,6” skærm (1536 x 2152, Dynamic AMOLED med HDR 10+). Hængslet er blevet redesignet både med henblik på holdbarhed og usynlighed. Skærmene er Infinity-O-skærme, hvilket betyder, at de går så langt ud til kanten som muligt, og benytter sig af et ”O” (et hul” til selfiekameraerne.

Hvor originalen havde en lidt svag processor, kommer Z Fold 2 med den samme processor som Note 20 og Tab S7, men det er svært at sige, om det betyder en Exynos-processor her i Norden, eller om vi får adgang til en udgave med den hurtigere Snapdragon 865+. Der sidder et trippelkamera bagpå Z Fold 2, bestående af et 64 MP hovedkamera, et 16 MP ultravidvinkel-kamera og et 12 MP telefoto-kamera. Selfiekameraet er på 10 megapixel.

Skulle man være nervøs over, hvor meget sådan en hybridtablet tærer på strømmen, kan man tage det roligt. Der sidder et stort 4.356 mAh-batteri i Z Fold 2, der kan oplades både med og uden kabel ved 15W, så det bør gå nogenlunde hurtigt. Der er også 9W reverse charging, hvis ens øretelefoner trænger til lidt strøm.

 

Galaxy Z Fold 2 galleri

 

Måske er der imidlertid grund til at være nervøs over prisen, som vi endnu ikke har fået oplyst. Men den bliver næppe lav, akkurat som den første version af Fold var hundedyr. Tab S7 starter ved 5.999 for en version med WiFi. LTE-udgaven fås for 6.799 kroner. Tab S7+ starter ved 7.499 kroner for WiFi-versionen, mens mobildataversionen – der understøtter 5G – koster 9.499 kroner. Der er ikke sat officiel dansk lanceringsdato på Z Fold 2 endnu, men Tab S7-serien kan købes fra 21. august. 

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.