Forside * Nyheder

Samsung Galaxy Z Fold 2s nye design lækket

-
Foto: MySmartPrice

Samsungs tablet/smartphone-hybrid med foldbart display har nu også en skærm i fuld størrelse på ydersiden.

Nu er der mindre end en uge til at Samsungs efterårskollektion bliver vist frem for verden ved en online-event. Det sker, som vi tidligere har rapporteret, 5. august klokken 16 dansk tid. Her forventes Samsung at vise fem (måske seks) nye power devices frem.

Men enten forsøger Samsung bevidst at skabe en masse hype omkring eventen, eller også er deres PR-sikkerhed hullet som en si. Det har væltet ud med lækkede fotos, specifikationer og andre informationer omkring de kommende produkter.

Annonce:

Af samme grund kan vi være nogenlunde sikre på, at der blandt de nye devices vil være et nyt sæt Galaxy Buds, måske med aktiv støjreduktion, et nyt smartur, og mindst to nye Note-modeller. Men der er også en ny version af Samsungs meget omtalte tablet/smartphone-hybrid, Fold.

Foto: MySmartPrice

Der er netop blevet lækket, hvad der ligner officielle salgs- eller PR-billeder af Z Fold 2, som den nye enhed forventes at hedde. Den originale Fold bar tydeligt præg af at være den første af sin art, rent designmæssigt, men Samsung har gjort en del for at råde bod på dette. Det viser billederne, der er blevet lækket af MySmartPrice.

Kraftig opgradering

Den største ændring er, at skærmen på ydersiden nu fylder næsten hele overfladen. I stedet for den lille skærm, man skulle nøjes med i sammenklappet tilstand på den oprindelige fold, kan man nu bruge Fold 2 som en ”rigtig” smartphone, når den er foldet sammen. Det hjælper også på det, at frontkameraet nu sidder i et hul i skærmen, sådan som man kender det fra Samsungs øvrige telefoner.

I udfoldet tilstand skulle den nye Z Fold 2 være en tablet på 7,7 tommer, hvilket er 0,4 tommer mere end originalen. Det er dog helt klart den førnævnte frontskærm, der har fået det største løft. Den går fra 4,6 tommer på Fold til 6,23 tommer på Z Fold 2. Billederne af Z Fold 2 viser også et nyt hængseldesign.

Foto: MySmartPrice

Hvis man skal stole på både de lækkede billeder af Z Fold 2 og de billeder og informationer, der er sluppet ud om den kommende Note 20 Ultra, så har de to enheder den samme trippel-kamerakonfiguration på bagsiden. Men hvordan det ligger med de præcise kamera-specifikationer, må vi vente til 5. august med at finde ud af.

Andre rygter peger i retning af, at Z Fold 2 har et Snapdragon 865-chipset ombord og et større batteri end originalen. Denne gang skulle batteriet være på 4.356 mAh, hvilket stadig lyder som om, det er i underkanten for en tablet, men er rimelig standard for en stor smartphone. Z Fold 2 skulle også kunne lades hurtigt op trådløst med 15W-opladning.

Foto: MySmartPrice
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.