Forside Produkter Mobil

MWC 2021 udskudt til næste sommer

-

Årets forårskollektioner blandt smartphones kan blive til sommerkollektioner i stedet.

Det er efterhånden fast kutyme at de store smartphone-producenter lancerer to kollektioner i løbet af året. Hovedmodeller og flagskibe annonceres og præsenteres i foråret, og så kommer der nogle større versioner samt andet hardware i efteråret.

Selv Apple, der ellers traditionelt kun har præsenteret iPhones om efteråret, er begyndt at vise billigere iPhones frem i foråret. Forårs-traditionen kædes normalt sammen med Mobile World Congress-messen, der i 33 år har fundet sted i februar eller marts. Men sådan bliver det ikke til næste år.

Annonce:

GSM Association, den store, international mobil-brancheorganisation der står bag MWC, har besluttet sig for at udskyde MWC 2021, sådan at den finder sted fra 28. juni til 1. juli i stedet for i marts, som ellers var planlagt.

Vil ikke gentage 2020

Det er naturligvis den fortsatte trussel fra COVID-19-pandemien, der er årsagen. Det var af samme årsag, MWC tidligere i år blev den første, store tech-event, der blev aflyst på grund af Coronavirus. Det forårsagede massive tab, ikke blot for MWC og GSMA, men også for de tech-firmaer, der ikke fik deres penge tilbage.

GSMA havde som nævnt planlagt at afvikle MWC som normalt til næste år, med event-start i marts. Men kampen mod COVID-19 går langsommere end mange havde ventet. Det hed sig oprindeligt, at en vaccine forventes distribueret i begyndelsen af det nye år, men nu peger mange sundhedsorganisationer verden over i stedet på sommeren som der, hvor vaccinerne for alvor begynder at blive udbredt.

Selv om GSMA ikke er helt så specifikke, gør organisationen det klart i deres udmelding til pressen og offentligheden, at det er ”eksterne omstændigheder forbundet med COVID-19”, der nu fører til en udskydelse af MWC.

Følger producenterne med?

Det store spørgsmål er naturligvis, om techfirmaerne følger med. Traditionelt benytter både store og små smartphoneproducenter fra Samsung og Huawei over LG og Sony til OnePlus, ZTE, Oppo, Vivo og mange andre MWC som lejlighed til at afholde presse-events og vise nye produkter frem. Der er endnu ingen udmeldinger om, hvorvidt de fastholder forårsprogrammet eller venter på MWC.

På den ene side skal en stor producent som Samsung igennem nogle store, strukturelle ændringer i deres salgsstrategi og logistik for pludselig at levere deres flagskibe om sommeren i stedet. Det taler for, at producenterne bliver hængende i foråret.

På den anden side betyder det, at MWC ikke kommer til at have noget nyt at vise frem, så man skulle tro, at udskydelsen var klappet af med i det mindste nogle af de forventede deltagere, der skal betale for gildet. Under alle omstændigheder lover GSMA, at MWC 2021 bliver en ”unik oplevelse, ingen bør gå glip af”. GSMA vil forsøge at afhjælpe det sidstnævnte ved at tilbyde både fysisk og virtuel deltagelse i eventen.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.