Forside * Nyheder

Se en svensk selvkørende lastbil drøne rundt på ’Top Gear’-banen

-

Det tog lidt over to minutter og fireogfyrre sekunder for Pod’en fra Einride at køre banen rundt.

Når selvkørende lastbiler begynder at indtage de danske veje, er der en god chance for, at de er bygget hinsidan. På den anden side af Øresund er de langt fremme med autonome transportkøretøjer, og nu er der endda blevet sat en rekord for et af dem.

Annonce:

Det er lastbilen med navnet Pod fra det Stockholm-baserede firma Einride, der har været en tur i England og køre en tur på den bane, hvor holdet fra ’Top Gear’ normalt tester biler kørt af mennesker. Helt præcist er der tale om en bane ved Dunsfold Aerodrome i Surrey sydvest for London.

Rekorden, der er blevet sat, er nu ikke specielt imponerende. For det første er der ikke ligefrem tale om vanvittigt høje hastigheder og for det andet er der ikke noget at sammenligne med. Det er nemlig første gang en selvkørende lastbil tager turen rundt på ’Top Gear’-banen.

Derfor ved vi ikke rigtigt, om det er specielt imponerende, at Pod’en kørte banen rundt på lidt over to minutter og 44 sekunder. Det imponerende er i stedet, hvordan lastvognen manøvrerer rundt på banen uden menneskelig hjælp.

Kører allerede på offentlig vej

Der er nemlig ikke engang noget førerhus på Pod, så menneskelig styring – i hvert fald indefra – er slet ikke mulig. Pod kan dog fjernstyres af mennesker udefra, men idéen er naturligvis, at lastvognen primært er selvkørende det meste af tiden.

Eftersom fartgrænsen for transportkøretøjer i en stor del af EU ligger på 80 km/t, er det også tophastigheden for Pod. Af samme grund er det de små marginaler i manøvreringen, der skal aktiveres, hvis nogen skal prøve at slå Pod-rekorden.

Et firma, der måske kan prøve, er Volvo. Ligesom Einride har de nemlig allerede lanceret selvkørende transport-køretøjer kommercielt – men dog primært til brug på afgrænsede områder såsom havne og kalkbrud. Til forskel fra Einride Pod er Volvos selvkørende lastbiler dog primært lavet til anhængere.

Pod har, med undtagelse af en særlig version til transport af træstammer, et lastrum fastmonteret. Den er således mere rettet mod varetransport i eller mellem byområder, mens Volvos lastvogne er til de lange ture. Einride fik sidste år lov at køre på offentlig vej i Sverige, men kun på en bestemt strækning mellem et varelager og en vareterminal ved Jönköping.

Den nuværende udgave af Pod, der kommer til salg tidligt næste år, kan ifølge Einride køre 200 kilometer på en opladning. Men allerede i 2022 og 2023 skulle der komme nye versioner, der kan køre endnu længere.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.